Nu er sommertiden desværre slut for denne gang, og jeg når ikke ud i
den friske luft mens solen er oppe. Arbejdet varer længe, giver mange
penge.

Hele sommeren er gået med at kaste pind (boomerang), smage på
aftenluften og nyde de fantastiske solnedgange der har været de
sidste måneder. At man så bander lidt over at man bliver blændet af
den lavtstående sol, når pinden kommer tilbage, er jo bare en del af
nydelsen. At træde ned i hullerne i plænen mens man løber efter
pinden og kigger op i luften er en anden, og en gang i mellem må man
ned og prøve hvordan græsset smager.

Helt slut er det jo ikke, weekenderne er der jo endnu, de er da mine
egne. Her kan jeg få lov til at stå ude og skære nye pinde til. Jeg
ved jo at i ethvert stykke træ er der en perfekt boomerang, den skal
blot findes frem, ligesom der i et stykke marmor er en Venus fra
Milos, men det er kunstnerens opgave at afdække hende.

Vinteren er sej at komme igennem med regn og rusk, men der kommer
dage med sne og stille vejr. Her gælder det om at holde øje med
pinden, ellers kan den forputte sig under den hvide dyne og først
komme frem af sit vinterhi efter uger eller måneder, når vejret hiver
dynen af. Endnu er ingen af pindene sovet ind i døden i vintertiden.

Andre årstider har også spist mine pinde. En blev ofret til
Vindguderne - efter 5 minutter i luften blev den spist af en sky.
Nogle er ofret til Træguderne, der gemmer dem i deres kroner til
Vindguderne prøver at vriste dem fri, og nogle bliver brutalt taget
af Jordguden, der tager dem i sin favn og knuser dem med sin massive
sorte mund.

Nogle er forsvundet i menneskers dårskab, mennesker der ikke ved
bedre en at måtte eje ting de ikke forstår og som vil besidde dem og
tro at de har kontrollen over dem. De ved ikke at flugten er et
samspil mellem naturlovene og eet menneskes kendskab til netop dette
stykke træ, et kendskab der er fremkommet gennem mange timers intim
kontakt med den, tid der er gået med at afdække dens måde at håndtere
vind og vejr og at finpudse vingerne til den præcis vender tilbage
til den hånd, der har kærtegnet den så mange gange.

Som med mennesker er det de skrammede og slidte der besidder de
bedste egenskaber, men det er ikke ligemeget hvor det slidte sidder.
Er fingrene slidte, er det så mon ikke af at holde i hånd eller af at
hjælpe andre. Sidder rynkerne ved øjnene af at smile og ikke i
mundvigene af surhed. Er pinden slidt hvor du holder den og ikke på
knæet hvor den rammer jorden. Er pinden klistret til med tape og
gummibånd for at få det bedste frem i dens flugt, uanset det ikke ser
så kønt ud.

Hvorfor går jeg ikke bare en tur med hunden og får den til at hente
min pind tilbage til mig. Fordi jeg har kat....


Kastenørden