Kære Alle,

Her er en lille note om magt med opdragelseseksempler på magt som man kan
læse som en lille forsmag på eller erstatning for konferencen i Bergen.
Jeg er dog lidt spændt på hvordan layoutet bliver når jeg sådan kopierer
fra et word dokument, men hvis det er helt sygt så genfremsender jeg i en
bedre form.

Mange hilsner
Jesper


Luhmann og magt

Af Jesper Tække

Magt

Det er bogen fra 1979 [1975] der er Luhmanns hovedværk om magt. Dette
selvom Luhmann på daværende tidspunkt stadig var handlingsteoretiker
fordi magtteorien fra 1979 er helt kompatible med den senere
kommunikationsteoretiske Luhmann. Således henviser Luhmann (2006: 201,
1999: 355, 1990: 157) da også til bogen fra 1979 om magt. Den senere
Luhmann kan dog på grundlag af teoretiske udviklinger formulere sin
magtteori mere kort og klart hvorfor jeg ofte vil henvise til de andre
værker.

Magt beskrives af Luhmann (1979) som et symbolsk generaliseret
kommunikationsmedie. Denne teoretisering sidestiller magt med andre
symbolsk generaliserede kommunikationsmedier så som penge, sandhed og
ret. Luhmanns metode til at beskrive magt går ofte omkring disse andre
medier for at finde funktionelle ækvivalenter i forklaringen af hvordan
magt virker. Symbolsk generaliserede kommunikationsmedier er medier der
sandsynliggør kommunikation, hvor sproget som medie sandsynliggør
gensidig forståelse og distributionsmedier sandsynliggør at meddelelser
kommer frem, så sandsynliggør de symbolsk generaliserede at
kommunikationen bliver en succes (Luhmann 2000: 201-203). Kommunikativ
succes er at ego retter sig efter alters kommunikative selektioner, ved
at gøre kommunikationen til præmisser for sine handlinger (ibid.: 200).
Man kan sige at magt er et medie der reducerer social kompleksitet ved at
løse problemet om dobbelt kontingens på en funktionsspecifik måde.
Kontingens betyder at noget hverken er nødvendigt eller umuligt (1990:
156, 2000: 146). Magt opstår når dobbelt kontingens opleves af såvel
alter som ego, altså når begge både den magthavende og den
magtunderliggende er frie og kan gøre som de vil (1990: 156). Magtmediets
funktion sandsynliggør at ego lægger alters handling som præmis for egne
handlinger (1999: 355), således at alters handling giver anledning til
egos handling (ibid.: 337). Magt giver med udgangspunkt i samfundets
organisationer det sociale en række fordele og kan iagttages som en af
det moderne samfunds forudsætninger (Luhmann 1979, 1990, 1999).

Tvang som modbegreb

Luhmann (1979: 112) finder tvang som modbegreb eller refleksionsbegreb
til magt. Ud fra denne sammenstilling er det muligt at beskrive magt som
en kommunikationskode der reducerer social kompleksitet, ved i stedet for
at eliminere dobbelt kontingens, giver de psykiske systemer i det sociale
systems omverden mulighed for fra hver sin side af forskellen magthavende
/ magtunderliggende at se en fordel ved at koble sig til magten som
medie. Tvang giver ingen valgmulighed, men det gør magt, med andre ord
mistes evnen til at reducere dobbelt kontingens når magten nærmer sig
tvang. Man mister fordelen ved den symbolske generalisering hvor kun
selektiviteten ved partneren konditioneres (Luhmann 1979: 112). Magt
sandsynliggør altså at folk selv selekterer at gøre hvad andre siger de
skal. ?Power loses its function of bridging double contingency in the
same proportion that it approaches the character of coercion? (Luhmann
1979: 112). Tvang betyder at fordelen ved den symbolske generalisering og
ved ledelsen af partnerens selektivitet går tabt: Den der tvinger må selv
overtage byrden af selektiviteten og beslutningen, kompleksiteten
reduceres ikke, men hviler nu kun på den der tvinger (ibid.). Man kan
sige at tvang og magt gensidigt udelukker hinanden. Tvang kan kun
centraliseres i meget simple systemer, mens magt er forudsætningen for
mere komplekse systemer. Magtsiden af distinktionen kan vokse på
bekostning af tvangssiden, sammen med magthaverens magt, hvis denne
beslutter flere og flere forskelligartede beslutninger. Hertil vil
systemets muligheder og fleksibilitet vokse med magten, jo mere frihed
den magtunderliggende har til at vælge hvordan beslutningerne skal føres
ud i livet. ?Power increases with freedom on both sides? (ibid.: 113).
Ordre og anvisninger behøver ikke at blive ekspliciteret, men bliver
indoptaget som gensidige forventninger. Den magtunderliggende spørger
selv hvis det ikke synes klart hvad denne skal og han vil for en stor del
selv veksle til den magthavende og styrer på denne måde selv om der skal
gives anvisninger hele tiden eller slet ikke (Luhmann 1979: 130). (Man
kan sige at man internaliserer den magthavendes perspektiv og styre sig
selv ud fra de forventninger man tænker er rettet mod en, eller i den
mest abstrakte og avancerede form når man internaliserer
organisationskulturen og underlægger sig den).

Et eksempel, og de er nemme at finde fordi hele vores samfund er
gennemsyret af magt, er når jeg om morgenen skal vække mine to drenge.
Jeg tænder lyset og siger god morgen nu skal I op. Dette er et
beslutningsforslag, der bliver en beslutning i det øjeblik at drengene
vælger at stå op. Oftest må jeg ind tre gange og vække, i denne vække
kommunikationsproces bliver jeg mere og mere streng i betrækket og tredje
gang siger jeg, så er det op eller så er det nu. Min adfærd bliver altså
mere og mere truende. Dette er en farlig balance fordi jeg herved
balancerer på kanten til tvang. Det er farligt fordi tvang betyder at jeg
selv overtager ansvaret for specifikationen af hvad det vil sige at stå
op, fx tage tøj på, rede seng, vaske sig, børste tænder osv. med et fast
tag i barnet. Så længe det er en magtrelation kan jeg sidde og drikke
kaffe mens børnene selv står op.

Magtens kode og sanktioner

Magtens kode kan ses som distinktionen mellem magthavende /
magtunderliggende (Luhmann 1979) og i politik som distinktionen mellem
regering / opposition (Luhmann 1989). Jeg vil ikke her gå ind i politik,
men forblive på det generelle plan. Kode vil sige at en bestemt
kommunikation knytter an til en bestemt semantik, man ved om der flirtes,
handles, eller udøves magt. Det der skaber den magthavende som position i
kommunikationen er dennes evne til at kunne udsætte den magtunderliggende
for negative sanktioner. Magten stammer følgende fra at sanktioner er
asymmetriske da de klart opfattes som mest truende af den
magtunderliggende (Luhmann 1990: 158). Magt udspilles derfor i et
spændingsfelt mellem at følge anvisningen og det undgåede, og af ingen
ønskede, alternativ nemlig de negative sanktioner. Som magt undergiven
følger man kommunikationens anvisninger og undgår dermed de negative
sanktioner. At udøve magt på grundlag af negative sanktioner betyder ikke
at magt består i at gennemføre dem. Negativ sanktionering er kun ét
alternativ og et alternativ som både den magthavende og den
magtunderliggende helst undgår (Luhmann 1990: 157). Både den magthavende
og den magtunderliggende har fordel. I økonomi har begge også fordel af
at koble sig til mediet, både sælger og køber.

På drengeværelset kan jeg true med sanktioner, mest nærliggende med at de
skal tidligere i seng, men hvis jeg skal gennemføre sanktionen vil det
betyde at vi får mindre tid sammen om aftenen, hvilket også rammer mig
selv. Dertil vil gennemførslen af sanktionen også betyde en skade på det
almindelige tillidsforhold i familien, samt måske medkommunikere en
mindre kærlighed til dem. Dog vil sanktionen være absolut værst for
drengene da deres frihed vil blive indskrænket.

Inflation og deflation

Negative Sanktioner, undgås helst af både den magthavende og den
magtunderliggende, da ingen har fordele af dem. Magt kommer fra at den
magthavende rammes mindre af at påføre dem end den der ligger under for
dem (Luhmann 1990: 157-158). Magten kan rammes af såvel inflation som
deflation: Hvis magthaveren træffer for få beslutninger og således ikke
benytter sig af den magt denne egentligt er tilskrevet kommer denne for
tæt på sanktionsmidlet, man risikerer sin magtposition hvis blot en
enkelt beslutning ikke følges da dette bliver meget tydeligt. Hvis
magthaveren omvendt stoler for meget på sin magt og altså tager mange
flere beslutninger end der vil kunne sanktioneres vil magten rammes af
inflation (ibid,: 164-165). Sanktioner er ikke til fordel for nogen, men
altså nødvendige, derfor skal sanktioner under hensyn til faren for hhv.
inflation og deflation kun fungere som trussel (Luhmann 1979: 112).

Hvis jeg kun kalder på drengene én gang og så sætter mig til at drikke
kaffe, stiger risikoen for at mine forventninger skuffes og jeg vil blive
nød til at sætte ind med sanktioner hvilket er udtryk for en
magt-deflation. Omvendt hvis jeg vækker drengene, ikke bare med bud om at
stå op, men også med bud om at tage bestemt tøj på, rede seng, på en
bestemt måde, gøre toilette, på en bestemt måde osv.. Her vil jeg nemlig
få svært ved at sætte sanktioner bag alle mine beslutninger hvorfor man
kan sige at magten udsættes for inflation.

Magtkæder og magtens refleksivitet

Man kan tale om magtkæder i organisationer hvor magtens omfang langt
overstiger hvad enkeltpersoner ville kunne mønstre (1979: 133, 1990:
161). Man kan kun tale om disse når A ikke bare har magt over B, men over
dennes magt, fx over C. Dette er magtens refleksivitet, når magt anvendes
på magt (Luhmann 1979: 133). Selv koncerndirektøren må lytte til
bestyrelsen og aktionærerne, selv statsministeren må være lydhør over for
vælgerne og det parlamentærer grundlag, mens eneejeren af en koncern og
diktatoren i et land må nøjes med en mindre grad af magt og dermed en
højere grad af tvang.

Også i hjemmet er der magtkæder fx når den ældste dreng skal se efter at
den yngste kommer af sted til skole til tiden. Som refleksivitets
eksempel kan nævnes hvis den yngste kommer til mig og klager over at den
ældste vil have at han skal gå lang tid før han skal møde fordi det
passer den ældste bedst. Eller hvis de begge går til deres mor og klager
over min morgenvækning er for truende, så skal jeg nok arte mig.

Uformel magt

Uformel magt beskriver Luhmann (1979: 134) som en sub-kode og nævner som
funktionel ækvivalent omdømme i videnskaben og cigaretter som
betalingsmiddel i økonomien. Generelt er der tre karakteristika ved
sub-koder: 1 større konkrethed og afhængighed af omstændigheder, 2 mindre
social legitimitet og 3 derfor større afhængighed af omstændigheder,
sensitivitet, kendskab til miljøet, viden om historien og tillid og
mistillid, der ikke kan deles med omverdenen (ibid.). Uformel magt har
med magtkæder at gøre på den måde, at der for hvert led i magtkæden er
mulighed for uformel magt, altså for at fx konkrete forhold giver en
magtunderliggende mulighed for at præge den konkrete beslutning, eller
helt blokere den (Luhmann 1979: 133f). I en organisation kan dette
udlægges sådan, at det den vinder i kompleksitetsreduktion via magt og
magtkæder samtidig betyder at magthaveren øverst oppe i hierarkiet herved
må agere i et informations- og kontrolunderskud (ibid.: 179).

Jeg har svært ved at kontrollere om den store dreng nu virkelig får fulgt
den lille af sted til tiden, for jeg kan ikke være sikker på at få det
rapporteret hvis ikke det er tilfældet. Den store kan nemlig have mange
forskellige sanktionsmuligheder overfor den lille, fx at han ikke vil
hjælpe med et computerproblem, ikke vil have ham med til spændende ting
med de andre store, ikke vil tie stille med uopdagede ulykker etc.

Ret og magt

Relation mellem magt og ret er den, at hvis man kan legitimere en ret,
giver dette også adgang til at mobilisere magten til at få denne ret,
hvis altså, relationen mellem magt og ret er institutionaliseret (Luhmann
1979: 139). Dog falder magthavende og ret på den ene side og
magtunderlegen og uret på dan anden side ikke helt sammen, det ville være
en utopi (ibid.: 143). Magten kan ikke altid have ret, men kan kun opnå
at retfærdiggøre sig (ibid.: 144).

Hvis det er sådan at min kone og jeg har besluttet at den store skal
følge den lille i skole på et bestemt tidspunkt og dette ikke sker så kan
den lille klage til os hvis det ikke sker og på denne måde mobilisere
magten.

Organisatorisk magt og personelmagt

Luhmann skelner mellem organisatorisk magt og personelmagt, den første
hviler på kompetencen til at give officielle anvisninger, der hvis ikke
de følges fører til fyring. Magt over personel har med indflydelsen på
besættelse af stillinger at gøre (1979: 177). Begrænsningen i den
organisatoriske magt ligger i manglen på brugelige personer, mens
begrænsningen i den personelle magt ligger i manglen på attraktive
stillinger (ibid.). Den organisatoriske magt udspringer af muligheden for
at man kan miste sit medlemskab ved at blive fyret, mens magten over
personel er mere subtil og gives ved sanktioner med indflydelse på
karriereforløb (1979: 177). Den sidst nævnte er langt den mest
almindelige; så vel som positiv sanktion, angående mulighederne for og
forventningerne til forfremmelse eller ansættelsen i en mere attraktiv
stilling, som negativ ift. mulighederne for og forventningerne til at
blive dekaederet eller sprunget over i konkurrencen om mere attraktive
stillinger (ibid.). Man må adlyde magten ved at følge selv minimale
anvisninger og ikke være oprørsk (ibid.). Den organisatoriske magt er
mere sensitiv overfor kortsigtede situationelle vilkår så som finansiel
recession hvor den vokser pga. større konkurrence om arbejdspladserne og
omvendt i tider med fuld beskæftigelse. Magten over personale berøres
ikke af sådanne op og ned ture da der altid er mangel på attraktive
stillinger (ibid.: 178).

Da man ikke kan blive fyret fra en familie er det kun personalmagt der
kan komme på tale. Et eksempel kunne være at drengene hvis de nu er
rigtig flinke til at stå op selv kan få lov at bestemme hvornår de vil
sove. Omvendt kan jeg begynde at holde nidkært øje med overholdelsen af
en tidlig sovetid hvis de ikke kan komme op om morgenen.

Referencer

Luhmann, Niklas 1979: Trust and Power. John Wiley & Sons Ltd. Vertrauen
[1973], Macht [1975].

Luhmann, Niklas 1989: Ecological Communication. Polity Press. Cambridge.
[1986].

Luhmann, Niklas. 1990: Political Theory in the Welfare State. Walter de
Gruyter, Berlin [1981/1987].

Luhmann, Niklas 1999: Die Gesellschaft der Gesellschaft. Suhrkamp
taschenbuch wissenschaft [1997].

Luhmann, Niklas 2000: Sociale systemer. Hans Reitzels Forlag. Opr. 1984
Soziale Systeme.

Luhmann, Niklas. 2003: Beslutningens paradoks. [1993] I Højlund & Knudsen
(ED) Organiseret kommunikation. Samfundslitteratur. Frederiksberg.

Luhmann, Niklas. 2006: Organisation und Entscheidung. 2. Auflage. VS
Verlag für Sozialwissenschaften. Wiesbanden.

Tække, Jesper & Paulsen, Michael 2008: Luhmann og organisation. i Tække &
Paulsen (Ed) 2008: Luhmann og organisation. Forlaget Unge Pædagoger.

Tække, Jesper (2008): Organisationskultur. i Tække & Paulsen (Ed) 2008:
Luhmann og organisation. Forlaget Unge Pædagoger.


cand.mag, ph.d. Jesper Taekke
Dep. for Information- and Media Studies
Aarhus University, Denmark
http://home16.inet.tele.dk/jesper_t/


[Non-text portions of this message have been removed]