Glædelig jul.

Hej.

Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt og SAI-fyldt nytår. Vi håber, at Baba giver os lov til at genoptage udsendelsen af "Dagens ord" på dansk den 1. januar 2008 samt alle de andre oversættelser, vi har på lager til jer.

Vi sender her som en lille julegave det 6. afsnit af Sai Babas livshistorie "Sandhed Godhed Skønhed", som vi håber, vil give jer en dejlig oplevelse.

Sai Ram sboi dk, redaktøren.

BALA SAI.

6:1 Efter at have bekendtgjort, at Han var Sai Baba af Bharadwaja Gothram og Apasthamba Suthram, blev Sathyanarayana Raju nu almindelig kendt som Bala Sai eller Sathya Sai Baba, en betegnelse, som Han Selv godtog. Hver torsdag aften deltog Han i bhajansangen. Efterhånden blev disse bhajansammenkomster en daglig foreteelse. Til tider blev det til to gange om dagen, Det var bl.a. for, at de tilrejsende gæster, pilgrimme, ikke skulle være nødt til at vente, til det blev torsdag, med at vise Ham deres hyldest. Til at begynde med samledes man under yderst beskedne former i et ganske lille rum på 8 x 8 fod, der lå ud til den vej, der førte ned til Pedda Venkapa´s hus. Der var kun plads til et dusin mennesker. Til gengæld var vejen udenfor tætpakket med folk! En rekrutteringsofficer kom kørende i jeep fra Hindupur for at få Baba’s darshan. Det var landsbyens første bekendtskab med et selvkørende motorkøretøj! Med tiden kom folk i større og større antal. Karnam-familien satte et skur op, som man kunne samles i, og efterhånden som månederne gik, blev det gjort længere og længere. Man prøvede sig også frem med et telt, ligesom der også var hengivne fra Bangalore og Anantapur, der selv medbragte telte, som de slog op. Men det hele blev for småt, også Karnams rummelige hus, og det skyldtes delvis, at Baba holdt på, at der skulle sørges for mad og drikke til dem der kom til Ham.

6:2 Det forekom ikke sjældent, at den mad der blev tilberedt viste sig at være for knap. Så blev Baba diskret underrettet, og ‑ for at citere en ældre dame der opholdt sig i Karnams hus i de måneder ‑ ”bad Han så om at få bragt to kokosnødder, som Han derpå slog imod hinanden, så de brækkede nøjagtig midt over. Han stænkede så lidt kokosmælk på den utilstrækkelige portion mad og gjorde derefter tegn til at fortsætte med at bære rundt til de nyankomne. Helt til aften skulle der serveres.”

6:3 Baba har selv omtalt Subbamma Karnams utrættelige hengivenhed for Ham og hendes iver for at sørge for gæsternes fornødenheder. En tid lang boede Baba i hendes hus, indtil det såkaldt ”Gamle Mandir” blev bygget i 1944. Baba skrev selv både tekst og melodi til en række nye bhajansange. Grunden hertil var, at Shirdi Sai Baba var ukendt på disse kanter. Folk fra Puttaparthi var ikke fortrolige med mange af de navne, der forekom i sangene: Dwarakamayi, Puti Mandiram, Udi, Margosatræet og flere andre. Mange af disse sange synges den dag i dag i Prasanthi Nilayam.

6:4 Han kunne af og til beklage sig over ”de huslige småtterier” de steder, hvor Han boede ‑ ung dreng, som Han jo var. Han fik for vane at forsvinde lige så stille ud i bjergene, der lå rundt om landsbyen. Det kunne både være om dagen og om natten. Når man så fandt ud af, at Han var borte, skulle Subbamma og de andre ud og lede efter Ham. De fandt Ham næsten altid siddende ganske stille på et klippestykke og stirre frem for Sig, eller i en klippehule med udsigt over landskabet med bakkedrag, spredte træer og græssende kvæg, på sandet ved floden eller på en høj skrænt ovre på den anden flodbred. Disse fravær og vandreture foruroligede de mennesker, der tog sig af Ham, for de kendte ikke den egentlige årsag til disse fravær. De frygtede for, at Han kunne komme i tanker om at rejse til Himalaya og tilbringe Sit liv der i askese. De forstod jo ikke Inkarnationens natur ‑ eller formålet med den i det hele taget. Den dag i dag kan de samme mennesker omtale den unge drengs ”yogiske øvelser på en bakketop” uden at kunne forstå ”at Han er kommet for at bære byrden af alles ve og vel.”

6:5 En dag, da et mindre selskab af hengivne i oksekærrer fulgtes med Baba til Uravakonda, sprang Han med et af vognen og forsvandt ind mellem bakkerne. De ledte og ledte i hele området. Men der var intet spor af Ham. De blev mere eller mindre i dårligt humør allesammen, indtil Han ved 18‑tiden igen dukkede op, frisk og smilende. Hvorefter deres humør steg adskillige grader.

6:6 Når talen er om oksekærrer og ture til Uravakonda, kan jeg ikke modstå fristelsen til at referere en hændelse, som Baba Selv nu omtaler med et glimt i øjet: ’Til trods for at Baba ind imellem følte trang til ensomhed og til at strejfe om for Sig selv, kan Han kun karakteriseres som en livlig og munter dreng, fuld af påfund og sjov. En gang, da en snes hengivne var på vej til Dharmavaram, gik Baba sammen med nogle andre unge mænd bag ved oksekærrerne. Det var måneskin. Pludselig, og uden at nogen havde lagt mærke til det, var Han listet ind til siden og havde skyndt Sig hen til vognen, hvor de andre sad. Men nu var Han blevet til en 16 års pige! Hun tigge­de for at komme op og køre, for hun var så træt i fødderne! Hun skulle endelig til Dharmavaram, hvor hendes mand var indlagt på hospitalet. ”Hun” spillede sin rolle godt: ’smågræd, tørrede øjnene etc.’, så selv damerne i vognen syntes, det var synd for pigen, og lod hende komme med op at køre! Da man var kørt en miles vej, forlød det fra den bageste vogn, at Baba ikke mere var med. Man gjorde holdt. Alle sprang af vognene og deltog i eftersøgningen af Baba. Til sidst fandt de Ham et lille stykke foran den forreste vogn. Et par af de ældre hengivne dristede sig endda til at skænde på Ham, fordi Han sådan legede skjul de mest sære steder, og det i nattens mulm og mørke! Man fortsatte turen. Men nu var der en anden, man savnede: Pigebarnet! Hende, hvis mand var indlagt på hospitalet i Dharmavaram. Hvor var hun nu henne? Måske var hun i sin iver for at sidde ved sin mands sygeseng løbet i forvejen, dengang vognene standsede for at lede efter Bala Sai? Et par af de unge mænd, der var lettest til bens, løb i forvejen, men kun for lidt efter at vende tilbage med uforrettet sag. Vejen var men­nesketom de næste to miles frem. Til sidst spurgte de Baba Selv, for de vidste af erfaring, at Han vidste hvor alle sav­nede var. Og det gjorde Han naturligvis også i dette tilfælde! Foran dem stod jo ”pigebarnet” ‑ Baba ‑ den store skuespiller.’

6:7 Venkamma, Baba’s ”søster”, plagede Ham for at se et billede af Shirdi Sai Baba, som der blev sunget så mange bhajansange om. 0g, det ser ud til, at Han lovede det på en nærmere angivet torsdag. Men dagen før var Baba taget til Uravakonda. Og hun havde vist også selv halvvejs glemt det, selv om hun ikke var spor i tvivl om, at Han nok skulle holde Sit løfte. Det blev aften, og det blev mørkt. Alle sov i Puttaparthi. Da hørte hun en stemme, der kaldte: ”Ammayi”, ”Ammayi” uden for fordøren, men da stemmen tav, lod hun være med at stå op af sengen. Det var nok ikke hende, det gjaldt, tænkte hun. Men så hørte hun noget rasle bag ved sækkene med jowar (durra), der stod i værelset og tænkte, at det kunne være en rotte eller en slange. Hun tændte en lampe for at undersøge sagen nærmere. Der, bag ved sækken, stak et sammenrullet papir frem. Det var et billede af Shirdi Sai Baba! Men Baba opholdt Sig på det tidspunkt i Uravakonda. Det billede har hun stadig!

6:8 I den periode plejede Baba hver aften at gå ned til sandet i flodlejet for at synge bhajans, da de jo ikke havde noget andet sted, de kunne samles. Baba har Selv ofte sagt, at de første 16 år af Hans liv, hovedsagelig ville være præget af leelas (Guddommelig leg), de næste 16 år af mahimas (mirakler) og alle de følgende af upadesam (undervisning). Forstået på den måde, at de nævnte ting ville udgøre tyngdepunktet og de andre træde mere i baggrunden. I tråd med denne udtalelse udførte Baba i disse år mange forunderlige handlinger på sandet for Sine hengivne. Det var dengang, Tamarindtræet på toppen af den lille klippe, vandt sit ry som Kalpatharu, ønsketræet. Det voksede på den vestlige bred af Chitravathifloden. Egentlig ville det være mere dækkende at kalde det Sankalpatharu (det Guddommelige ønsketræ). Baba tog Sine venner med herop af og til og kunne komme i tanker om at plukke mange forskellige slags frugt til dem fra træet - et æble fra een gren, en mango fra en anden, en appelsin fra en tredje og pære og figen fra den fjerde og femte gren! Naturligvis er der ingenting i vejen for, at Baba til enhver tid kan forvandle et hvilket som helst træ til et Kalpatharutræ ‑ af den simple grund at Han Selv er kalpatharu´en og Velgøreren.

6:9 Når Han skulle op på toppen, gik det så forbløffende hurtigt, at de måtte tro, at Han ikke altid klatrede! Det ene øjeblik talte Han med Sine hengivne nede på sandet og i næste øjeblik råbte Han til dem oppe fra Tamarind‑træet. Han plejede gerne at hjælpe de ældre, der var lidt mere tunge i travet, med at komme derop. Han holdt dem i hånden og trak dem op, som om de ingenting vejede!

6:10 Der findes blandt Hans hengivne fra den periode nogle, der må regne sig selv for særlig privilegerede ‑ og som slet ikke kan lade være med at give deres glæde frit løb, når de fortæller om de forunderlige ting, de fik lov til at være vidne til dengang: ’Baba kunne stå på toppen og opfordre dem til at se op på Ham ved siden af træet. De så da Baba’s ansigt midt i et lysende, roterende hjul! Eller de så et strålebundt ‑ jyothir ‑af lys stå ud fra Hans pande, fra det man kalder ”Siva’s Tredje Øje”. Der var dem, der besvimede over at se det, så overvældende var synet. Der er også nogle, der nede fra sandet har set en kæmpestor Shirdi Baba‑skikkelse, oplyst af en hemmelighedsfuld glans. Andre har set Sathya Sai´s ansigt i centrum af fuldmånen. Eller søjler af ild.’

6:11 En studerende fra et college, som var til stede den aften, Baba løftede Sig selv op til toppen, hvor Tamarind-træet var, skriver: ”Den følgende dag tog Baba os igen med ud til sandet. Det gjorde Han hver dag. Somme tider kom vi helt ud til et sted ved Sahebcheruvu, en inddæmmet sø på den anden bred, hvor Han godt kunne lide at svømme og dykke. Eller simpelthen til sandet. Efter at de havde snakket lidt frem og tilbage, udfordrede Han et par af disse jævnaldrende ‑ altså teenagere ‑ til at løbe om kap med Sig op ad klippestien, der førte op til toppen af Tamarinden. Afsted gik det. Men i løbet af nul komma fem stod Baba deroppe, overgiven af glæde og råbte til dem: ”Stands der, hvor I er! Se på Mig! Jeg vil give jer darshan af jyothir (lys). Så pludselig var der en kæmpestor ildkugle, som en sol, der skar igennem nymånetusmørket. Det var umuligt at holde øjnene åbne og betragte den ‑ og tre‑fire af de til­stedeværende besvimede og faldt om. Klokken var lidt over syv, da det skete.”

6:12 Nu, hvor Sahebcheruvu er blevet nævnt, kommer jeg til at tænke på en anden tildragelse. En dag havde Baba lavet en slynge af et stykke reb, havde bundet den op til en gren, og sad nu i højt humør og gyngede hurtigt frem og tilbage. Pludselig råber Han: ”Se bare!” Og hvad fik de at se? Da de så derhen, var Han blevet til den uimodståelige Hyrdedreng fra Brindavan, der sad og gyngede i en overdådigt blomstersmykket Jhoola. Også da var der dem, der besvimede og måtte kaldes til bevidsthed af Baba, der kastede Akshatkakorn på dem, efter at Han havde ”gjort en bevægelse med hånden”. Da de vågnede op igen, var de ganske fortumlede og blev ved med at græde ‑ af glæde. Men Baba sagde: ”Fald nu til ro! Prøv at blive herre over jeres bevægelse. Det er jo derfor, Jeg ikke lader jer være vidne til visioner af den art.”

6:13 Noget tilsvarende oplevede en purohit (familiepræst), i hvis hus i Mysore Baba var gæst. Han fik tilstået en vision af Narasimha, med det resultat, at Srivaishnava Brahmin faldt besvimet om og først kom til sig selv flere timer efter. En pensioneret sundhedsinspektør havde en samtale med Baba om Gud og guddommelighed og Baba lod ham se en stråle af lys ‑ jyothir ‑ ud fra Sin pande. Han blev i den grad ude af sig selv over det prægtige syn, at han først kom til sig selv efter hele 70 timers forløb, og det var lige ved, at hans børn bebrejdede Baba for, at Han lod deres far komme døden gå nær!

6:14 En hengiven fra Kamalapuram bad Baba, om han måtte se et mirakel. En dag kaldte Baba på ham og hans familie og sagde, at Han ville vise dem Das‑avatharas – Vishnu´s ti inkarnationer! De så Matsya, Kurma, og Varaha uden at der skete noget af den grund. Men da Narasimha's frygtindgydende skikkelse tonede frem, skreg de af rædsel og var bange for, at hele huset skulle styrte sammen om hovedet på dem. De råbte: ”Ikke mere, ikke mere!”. De faldt til ro efter at der var blevet udført mangalarathi af de folk der, skønt de havde været til stede under det hele, ikke havde set skikkelserne, fordi dette mirakel ikke var tiltænkt dem. En mand, der nu er død (han var af Karnams familie), fik lov til at se Dasavatharas‑skikkelserne. Det er en kendsgerning, at denne mand døde, fordi hans fysiske krop var for skrøbelig til, at han kunne tåle den ophidselse og voldsomme glæde, han følte ved visionen: ’Baba tog ham med ned til floden og bad ham spejle sig i vandet. Manden fortalte senere, at han først så Sathya Sai Baba selv, derefter kun glorien der omgiver Ham og derefter alle de ti Avatarer i den rækkefølge, hvori de nævnes i Puranaerne. Den sidste af dem alle, Kali‑Avataren til hest, var Baba Selv!

6:15 Det er ikke vanskeligt at sætte sig ind i Baba´s tøven med at skænke sådanne visioner, hvis man erindrer tilfældet med Krishnamurthy. Han var kontorist på Sekretariatet i Mysore. Det siger sig selv, at det kun er mennesker, der har nået et vist stadie i åndelig udvikling, Baba velsigner med disse visioner. Hvis et menneske bliver genstand for så stor en velsignelse og bliver så overvældet af glæde, at den fysiske ramme simpelthen bryder sammen, og den pågældende ikke kan overleve, må man dog være dybt taknemlig for at have fået en så ophøjet og velsignet død. Baba vurderer både tidspunktet, modtageren og visionens art.

6:16 Baba opholdt sig på det pågældende tidspunkt i Bangalore, Han måtte have været et ungt menneske på 17 år. Han plejede at gå med en hvid skjorte med korte ærmer samt en dhoti. Den ovenfor omtalte Krishnamurthy var en hyppig gæst, da han var et ivrigt medlem af bhajan‑gruppen, som sang stothra‑versene. I nogle da­ge havde han haft lejlighed til at følge og iagttage Baba på nært hold. En dag ‑ det var en morgen ved ottetiden – vendte han sig, så han kom til at stå ansigt til ansigt med Baba og halvvejs råbte: ”Jeg ved, Du er Gud! Jeg beder Dig, vis mig Din rigtige skikkelse!”. Baba prøvede at undgå ham, men det lod sig ikke gøre. Så gav Han ham et billede af Shirdi Sai Baba, som Han materialiserede på stående fod. Han sagde, at Krishna­murthy skulle sætte det op på væggen og sætte sig og meditere på det. Derefter forlod Han huset for at give darshan til nogle åndeligt søgende hjemme hos dem selv.

6:17 Netop som klokken slog tolv vendte Baba tilbage og da Han trådte ind over tærsklen, udstødte Krishnamurthy et glædes­skrig inde fra det inderste værelse og besvimede. Da han igen var kommet til sig selv, rystede og skælvede han over hele kroppen og trak vej­ret tungt. Han holdt øjenlågene tæt presset sammen, men fulgte Baba fra det ene værelse til det andet og plagede Ham hele ti­den ‑ sommetider bønfaldende og sommetider bydende: ”Giv mig lov til at berøre Dine fødder!”. Det fremgik, at han i kraft af sin lugtesans hele tiden var klar over nøjagtig, hvor Baba opholdt Sig, for han snusede sig vej hen til Ham! Men Baba puf­fede ham blidt til side eller trak fødderne op under  Sig og reagerede ikke på mandens påtrængenhed.

6:18 Man bad Krishnamurthy om at åbne øjnene, men det ville han ikke. Han sagde, at det eneste hans øjne begærede at se, var Baba´s fødder og at han tørstede efter at berøre dem. I dagevis holdt denne opstemte sindstilstand sig med uformindsket styrke. Baba sagde, at hvis Han gav lov til, at Krishnamurthy i denne tilstand måtte berøre Hans fødder, ville han ikke kunne overleve det. Stille og roligt prøvede Baba derfor at overtale ham til at tage hjem til sig selv, så skulle han få darshan der. Selv begav Han sig hen til ’Civil Station’. Men Krishnamurthy var ikke i stand til at lægge bånd på sine følelser. Og på en eller anden måde fik han stadig med fast tillukkede øjne snuset sig vej. Han lejede en jutka og gav manden ordre til at køre hen, hvor Baba var. Så lod han sig glide ned fra jutka´en, løb ind over gårdspladsen, gennemsøgte bygningen, hvorefter han gav sig til at hamre løs på vinduet i det rum, hvor Baba opholdt Sig. Baba talte stadig om, at der kunne være fare for hans liv, fordi han havde denne overvældende oplevelse af henrykkelse. I mellemtiden var noget af hans familie kommet til stede og hav­de taget ham med hjem. Men stadig havde han lukkede øjne. Stadig tiggede han og bad om at måtte berøre Baba´s fødder.

6:19 Fordi han hverken ville tage føde eller vand til sig, blev han svagere og svagere. Der var nogle, der fik ham indlagt på hospitalet. Baba sendte ham lidt padathirtham (vand, som Hans fødder havde været skyllet i), det drak han og blev da så rask, at han kunne komme hjem til sig selv. Han bad de forskellige om at synge bhajans. Selv lå han på en feltseng i samme rum. Da de var færdige med at synge, lå han helt stille hen. Han var død. Han havde berørt Herrens fødder. Floden var løbet ud i Havet. Han må have været en højt udviklet sjæl, siden han gjorde sig fortjent til en så utrolig lykke!

6:20 Også i de senere år har Baba til mange skænket visioner af Ishtadevatas og af Hans egne mangfoldige skikkelser, og for disse mennesker er erindringen og det lyksalige øjeblik noget virkelig dyrebart.

6:21 Baba har ofte sagt, at Herren har påtaget sig menneskelig skikkelse, for at mennesker lettere skal kunne fatte noget af Ham, fordi Han benytter sig af deres sprog og udtryksmåde - på samme måde som den, der ønsker at redde en anden fra at drukne, nødvendigvis må springe ud i det samme vand. Ingen kan lære noget af en Avatar, hvis Herren kommer til Jorden i al Sin strålende Herlighed.

6:22 Ved en bestemt lejlighed spurgte Han nogle folk, der var kommet fra Kamalapur, om de havde lyst ‑ eller ikke ‑ til at høre Muraligana, Krishnas fløjte! Så kunne de lægge hovedet til Hans bryst og høre de allersmukkeste melodier fra Krishnas fløjte, den som kunne få selve Yamuna‑floden til at glide roligt af sted. Easvaramma fortæller en anden utrolig oplevelse, da Baba en gang sagde: ”Lyt her! Shirdi Baba er her”. Hun og alle, der var i stuen, kunne høre lyden af trin, der kom nærmere hen imod dem, lyden af træsandaler! Da lyden nåede dertil, hvor Baba sad, standse­de de. Ved lyden af det første par trin udbrød moderen bebrej­dende: ”Hvem er det, der har glemt at tage sine sandaler af?” ‑ så virkelighedsnær var indtrykket, så ægte var visionen!

6:23 Medens vi nu er ved ”faderens og moderens” erfaringer, kan Pedda Venkapa Raju fortælle en anden oplevelse: ’En aften kom nogle folk fra Penukonda på besøg i Puttaparthi. Blandt dem var en af familiens gode, gamle venner, Sri Krishnamachari. Han var født i Puttaparthi, men havde allerede gennem en årrække virket som sagfører i Penukonda. Selskabet ankom til Karnams hus og Srimata Subbamma trakterede med kaffebord. Samtalen drejede af sig selv hen på Sathyanarayana´s sidste meriter og man spurgte Peddavenkapa, hvad det altsammen egentlig var for noget og om det var ægte. Han svarede, at det hele var meget gådefuldt for ham selv og at han også befandt sig i mørket. Det ser ud som om, sagføreren kom til at kalde Peddavenkapa Raju for en svindler og bedrager ‑ ligesom han fyldte ham med landsby‑sladderhistorier, der var både utroværdige og vildledende. Dette gjorde Peddavenkapa så ophidset, at han gik hen til det sted, hvor han vidste Baba var og udfordrede Ham til at komme og overbevise tvivlerne om Sin guddommelighed, så han ikke een gang til skulle udsættes for angreb af den art fra sagførerens side. Baba tog det helt roligt og sagde til faderen, at Han nok skulle komme.

6:24 På dette tidspunkt af historien var selskabet rykket over i Peddavenkapa´s hus, hvor Baba nu også var kommet.

6:25 Baba spurgte Subbamma, om hun gerne ville se Samadhi´en - Shirdi Baba´s gravsted ‑ i Shirdi. Da hun svarede ja, tog Han hende med ind i det inderste rum i huset og sagde: ”Se der!” Med sine egne øjne så hun gravstedet med alle blomsterne, røgelsespinde, der brændte og udsendte vellugt og henne i et hjørne en mand, der sad og hviskede et mantra frem for sig. ”Hvis du ser til denne side, kan du få øje på Anjaneya‑templet og der – et stykke borte kan du se Margosatræet”. Hun havde en fornemmelse af at være i det frie, åbne land og stod og betragtede sceneriet i Shirdi, medens det afvekslende landskab strakte sig milevidt ud til horisonten i det fjerne.

6:26 Da hun igen kom tilbage til de andre, fuld af glæde over det, hun lige havde set, fik hun overtalt Sri Krishnamachari til at følge med Baba ind i det inderste værelse. Baba tog dem alle med derind - een efter een - og skænkede dem den samme vision af gravmindet i Shirdi og af panoramaet af egnen udenfor Shirdi. Peddavenkapa fortæller, at han var den sidste ‑ og da han kom ud fra værelset, var han blevet et andet menneske. Hans tvivl var borte.

6:27 Vennerne fra Penukonda kom nu med undskyldninger for deres krænkende bemærkninger og tilføjede, at når det drejede sig om et religiøst fænomen som Baba, var den klogeste og eneste rigtige kommentar, at ”det drejede sig om noget uforståeligt og gådefuldt.” Fra den dag var de alle ‑ også Subbamma og Peddavenkapa overbevist om, at den 16‑årige dreng var en inkarnation af Shirdi Baba, og faderen gav sin familie besked om, at Baba skulle betragtes som guddommelig og ikke plages med smålighed, ligegyldighed eller manglende selvbeherskelse.

6:28 Allerede i disse tidlige ungdomsår var Han optaget af at lære fra Sig. Faktisk har hele Hans liv været een uafbrudt undervisning, upadesh. Et slående eksempel på en sådan belæring er den, der blev Digambara Swami til del. Denne mand kom til Puttaparthi i 1941. Hele Bukkapatnam havde været på den anden ende, fordi denne aldrende asket kom på besøg. Han var lammet og ude af stand til at gå på sine ben og han havde sat sig i hovedet, at han ikke ville have tøj på – noget, der gjorde ham til indbegrebet af en vismand for mange. Hans beundrere afventede spændt Baba´s reaktion, når Han blev konfronteret med denne gamle veteran. Folks nyfigenhed blev heller ikke mindre af, at Digambara Swami havde aflagt højtideligt tavshedsløfte. Nu kom man bærende med den store, kraftige mand og satte ham udenfor Karnams hus, hvor han blev præsenteret for den unge Baba, Der straks forærede ham et stort håndklæde og siden gav ham nogle gode råd og formaninger, som han ikke kunne have fået andre steder:

6:29 ”Hvis det forholder sig sådan, at du ønsker at afbryde enhver forbindelse til samfundet ‑ som din nøgenhed jo antyder ‑ hvorfor begiver du dig så ikke hellere ud i skoven og finder en hule der? Men hvis det er disciple og et navn, du søger, samt den føde, der kan tilvejebringes i store og små byer, hvorfor giver du dig så ud for at være en mand, der ikke vil have noget med denne verden at gøre?” Det var, hvad Baba sagde til ham. Det gav anledning til både forundring og beundring.

6:30 Digambara Swami så skamfuld ud, for han var åbenbart ikke seriøs nok til at føre nøgenheden eller tavshedsløftet ud i yderste konsekvens! Nu må man ikke tro, at Baba var sarkastisk, det var Han på ingen måde. Han var rede til at hjælpe og sagde, medens Han klappede krøblingen på skulderen: ”Jeg er klar over din vanskelighed: ”Du er bange for ikke at få klæder og husly, hvis du trækker dig bort fra andre menneskers selskab. Har Jeg ikke ret i det?” Men hør her: ”Enhver, der følger Herren – ligegyldigt, hvor i verden, han befinder sig - vil få det, han behøver til livets ophold. Det er sikkert! Hvad enten du er på det mest ensomme sted i Himalaya eller i den tætteste vrimmel i Dandakaranya, så vil Jeg sørge for regelmæssig spise selv der. Men hvis du ikke besidder troen og hvis du ikke ejer modet til at kaste dig ud i det – ja, så kan du meditere på Herren her. Der er slet ingen grund til, at du skulle lade dig bære nøgen omkring og gøre så mange ulejlighed af den grund.”

6:31 Det må vel kaldes en storslået belæring! Hvis så bare mennesker ville gøre sig den ulejlighed at begribe dens dybere mening! Det var umiskendelig dagklar tale, ægte, overbevisende tale fra en Avatar. Hvem andre end en Avatar kunne tilsige støtte af den art?

6:32 Her vil det værre på sin plads at slå fast, at Baba´s til­sigelse af en sådan støtte også gælder i dag ‑ og altid står ved magt for Hans sadhakas. Tre år tidligere havde Swami Satchidananda mødt Baba, Der havde tilrådet ham at udvikle og forbedre sine yogiske færdigheder ‑ og ikke sætte dem over styr i de mang­foldige aktiviteter, som en organisatorisk sekretærvirksomhed uvægerligt let kunne medføre. Han tilføjede, medens Han dunke­de den halvfjerdsårige sanyasi venskabeligt i ryggen: ”Dine yogiske evner vil af sig selv trænge ud gennem klippen, hvor du har din hule og tilføre verden noget godt. Drag bort til ensom­heden i Himalaya. Jeg vil sørge for dig med føde og tag over hovedet, hvor i verden du så er!” Igen den samme ægte og overbe­visende stemme hos Avataren, Der er kommet for at lede og beskyt­te alle åndeligt søgende, uanset religion, race og hjemsted på Jorden.

6:33 Da Baba var fremkommet med Sin erklæring i Puttaparthi og hengivne kom til Ham alle vegne fra, fik Han travlt med at helbrede både kroppens og sindets lidelser. Han gør Selv gældende, at det er en del af Hans Mission, for hvis et menneske er plaget af fysiske eller psykiske lidelser, føler man ikke den samme trang til at arbejde med sin åndelige disciplin. Den store Helbreder kurerede mange tilfælde af kroniske sygdomme, af sindssyge, hysteri, besættelse af onde ånder o.lign. Der kom også tilhængere af Shirdi Baba til Ham. Nogle af ren og skær nysger­righed for at opleve denne nye manifestation af deres Herre. Der var mange, der overtalte Baba til at komme og besøge deres by. Således gik det til, at Baba i Bangalore kom på besøg hos nogle familier, der havde kontakt til Mirzapur, Kolapuram, Pitha­puram, Sandur, Madras og andre steder. Nogle hengivne kom fra Ursu‑familier, der havde forbindelse til de kongelige kredse i Mysore. I Bangalore udførte Baba en opperation af en patient med svært sår på tolvfingertarmen og denne patient blev fuldstændig rask. De instrumenter, der blev anvendt ved ”operationen” var alle blevet ”materialiseret” på gådefuld vis. På den måde blev strømmen af pilgrimme stadig større.

6:34 Alle disse forhold bidrog til at understrege nødvendigheden af et større Mandir, hvor Baba også kunne bo og hvor der kunne indkvarteres hengivne. Og det blev så baggrunden for, at der blev lavet tegninger til Det gamle Mandir af Thirumala Rao fra Bangalore m.fl. i 1945. Man udså sig et stykke jord, der lå lidt borte fra landsbyen, mellem Sathyamma‑templet og Gopalaswami‑templet, faktisk det samme sted, hvor familien Karnam nogle år tidligere havde sat nogle midlertidige, overdækkede samlingssteder op til brug ved Dasara og andre festlige lejligheder.

6:35 Da tjeneren Gooni Venkata gravede ned på det sted, Baba havde angivet, fordi grundstenen skulle lægges ned der, kom et stort antal sten-peethams (læresætninger, hugget i sten) og lingam-sokler for dagen! Men mærkeligt nok fandt man ingen linga´er, selv ikke efter ihærdig eftersøgning. Der var dusinvis af peethams, men ikke en eneste lingam. Alle stimlede sammen om Baba for at få en forklaring på det. Han svarede ved med fingeren at pege på Sin mave og ledsage det med den gådefulde udtalelse: ”Alle linga’er er her!” Men de, der har overværet, hvordan linga´er stødes ud gennem Baba´s mund hver 1. Mahasivarathri‑nat, er ikke i tvivl om, at det forholder sig sådan. Alle andre må trøste sig med, at Herrens veje er uransagelige og bevæger sig hinsides vore sædvanlige forestillinger og vaner med at gøre alt til genstand for vejen og målen til logi­ske slutninger og vurderinger.

6:36 Da byggeriet var tilendebragt, flyttede Baba fra Karnams og kom til at bo til venstre for den forreste veranda i Mandiret (templet), et lille rum på 8 x 6 fod.

6:37 I mellemtiden var Baba taget til Madras, hvor Han havde givet darshan til flere tusinde mennesker. Han kom også så langt til Masulipatam og alle vegne, hvor Han kom, skænkede Han mennesker fred i sindet og åndelig vejledning - ligesom Han lovede at lede og beskytte dem. En dag, da Baba opholdt Sig på sandstranden ved Masulipatam, vandrede Han direkte ud i vandet! Der gik et stykke tid, inden Hans hengivne blev klar over situationen. Da hørte de en stemme og vendte sig med ansigtet mod bølgerne. Hvad var det, de så med deres egne øjne?: ’I en vision så de Sesha‑Sayee, Herren, Der lænede Sig tilbage mod bølgerne, siddende på slangen Sesha!’ Et øjeblik efter stod Baba igen ved siden af dem. Det slog dem, at Hans tøj ikke var den mindste smule vådt. En anden dag gik Han ud til strandkanten og kastede et sølvbæger langt ud i bølgerne. Alle de tilstedeværende undrede sig. Men lige med eet kom det tilbage, fordi det blev kastet ind lige, hvor Han stod. Han samlede det op, det var fuldt af ”saltvand”, og Han hældte en lille smule af det op i hver bhaktas hånd ‑ nogle få dråber til hver ‑. Disse dråber skulle de så synke som noget rituelt. Dråberne var meget vellugtende og over al måde vidunderlige at smage på! Havet havde bragt Ham amritha (nektar) som gave på samme måde, som det ved en senere lejlighed skyllede en krans af perler op for Hans fødder.

6:38 De mennesker, der den gang var vidne til alle disse leelaer, de, som den dag fik del i nektaren, er nu i dag brændende hengivne af Bhagavan i Prasanthi Nilayam.

6:39 Det ville være en stor misforståelse, hvis man ud fra disse hændelser ville drage den slutning, at Baba forsøgte at gøre indtryk på Sine omgivelser med disse guddommelige manifestationer, for det mirakuløse er simpelthen Herrens sande natur. Platon kalder udforskningen af slægtskabet mellem ”her og nu” og det ”hinsidige og evige” for: ’metafysik’, d.v.s. på den anden side af fysikken. Alt det, Baba foretager Sig, kan betegnes som meta! Han skænker miraklerne, fordi Han er Herren, ‑ ikke fordi Han opfylder Sine ønsker eller begær. For hvad skulle Han vel kunne mangle eller ønske?

6:40 Selv i de år var det sådan, at når et menneske kom i Hans nærhed, tog Han Sig af det og omskabte langsomt vedkommende til et ydmygt, stilfærdigt, gudhengivent menneske ‑ og samtidig til et dygtigt medlem af samfundet. Han gjorde det ved hjælp af vejledning, tilskyndelser, satire, sarkasme ‑ eller for den sags skyld ved klare irettesættelser. Det er det, man kunne kalde alkymien ‑ det forunderlige element ‑ i kontakten med Ham. Selv når Han talte til en gruppe hengivne, var det nødvendigheden af en indre omformning, der var det tilbagevendende tema. De fik indskærpet den store betydning af at udvise mod. Dette mod, sagde Han, kan udelukkende udspringe af tro på Herrens ubegrænsede magt og grænseløse barmhjertighed. Sådan forholder det sig da også: ’Alle, der tvivler, har kun et at gøre og det er at nærme sig Ham og lære Hans ubegrænsede kraft og uendelige medfølelse at kende’.

6:41 Når vi nu er ved at tale om Hans medfølelse, kommer jeg til at tænke på en tildragelse, der fandt sted i Bangalore, da Baba var ca. 2o år: ’En skomager, der drev sin håndtering på et gadehjørne ved ”Devil Station”, havde set et glimt af Baba i et hus, der lå overfor hans gadehjørne. Han havde lagt mærke til, at man­ge biler kørte op til huset og at de folk, der stod ud af biler­ne havde blomster og frugt med sig. Når de noget senere igen kom ud på gaden, så de alle meget oplivede og tilfredse ud. Han havde også opsnappet ord som ”Avatar”, ”Sri Krishna”, ”Bha­gavan” og ”Baba”. En dag tog han mod til sig, gik ind ad lågen og kikkede lidt betuttet ind i salen, hvor han fik øje på Baba, Der sad i en speciel stol, medens mændene sad til den ene side og kvinderne til den anden. Netop i det øjeblik, hvor han så op på Baba, ramte Dennes blik ham. Baba rejste Sig øjeblikkelig og gik ned til ham, som han stod der nede ved døren, tog den lille indtørrede blomsterkrans, som manden stod med i hånden, endnu inden manden havde rakt den frem og spurgte ham på Tamil, hvad han ønskede af Ham!

6:42 Det må have været Baba selv, Der ved Sin blotte nærhed indgød den ældre mand den dristighed at fremkomme med sit overraskende ønske, for han sagde ganske tillidsfuldt og uden tøven, så alle kunne høre det: ”Vil Du ikke komme og besøge mig i mit hus og tage imod noget fra mig?” Baba klappede ham med stor venlighed på skulderen og sagde: ”Jo, Jeg vil gerne komme”. Derpå gik han tilbage og satte sig på en stol i den anden ende af salen.

6:43 I lang tid stod skomageren ude og ventede på, at Baba skulle komme ud, så han kunne fortælle Ham, hvor han boede og for at få at vide, hvornår Han havde tænkt sig at komme så han kunne nå at få ordnet huset og gjort lidt rent. Men han blev snart nødt til at skynde sig tilbage til sit gadehjørne for at passe på sine sager, sin taske med læderlapper og de gamle sko. Han blev skubbet og puffet i mængden. Ingen hørte efter ham, når han fortalte, at Baba havde lovet at komme på besøg i hans beskedne hjem. De fleste lo ad ham og hans formastelighed, andre sagde, at han vist havde fået for meget at drikke og andre igen, at han åbenbart ikke var rigtig vel forvaret! Dagene gik. Baba var nu et andet sted sammen med andre hengivne og man så Ham ikke for tiden i bungalowen over for skomagerens hjørne. Faktisk havde skomageren opgivet håbet om igen at få Baba at se.

6:44 Men så pludselig en dag rullede en flot bil op foran ham på gadehjørnet. Han blev lidt forbavset, men også lidt forskrækket: for han var bange for, at det var politiet eller en anden lovens håndhæver, der var ude efter ham. Så var det Baba! Han gjorde tegn til, at skomageren skulle stige ind i bilen. Manden var alt for bestyrtet til at kunne lukke munden op og fortælle hvilken vej, de skulle køre. Men det gjorde åbenbart ikke noget, for det lod til, at Baba allerede var klar over det! Han holdt ind til siden og gik med raske skridt på de toppede brosten, drejede ind ad en sidegade og standsede lige præcis foran den fattige rønne midt i slumkvarteret, hvor skomageren boede. Baba ”materialiserede” slik og andre søde sager og gav det som prasad til familiens medlemmer og satte Sig så ovre ved væggen. Han velsignede manden, der fik tårer i øjnene af glæde, spiste sammen med dem et par bananer, der var blevet skaffet til veje fra en handlende i nærheden. Lidt efter forlod Han det fattige hjem, der nu ved Hans besøg var blevet beriget på anden vis og som hele nabolaget nu valfartede til! Sådanne udslag gav Baba´s prema sig også dengang.

6:45 At der så igen var andre, der i deres utrolige uforstand gjorde forsøg på at rydde Ham af vejen ved at forgifte den mad, der blev sat foran Ham, er en helt anden sag. Jeg vil gå lidt i detaljer med episoden, fordi den kaster lys og flere sider af Baba´s væsen. Selv den dag i dag vil Baba ikke tillade at kalde disse handlinger for ”drabsforsøg”, og da Han jo udelukkende ta­ler sandhed, må vi tro Ham, når Han kalder det ”udslag af skep­sis snarere end af ondskab”. De tjener også til at demonstrere, at Hans krop er i stand til at modstå giftvirkninger.

6:46 Det var en af festdagene. Baba var på besøg i et par huse sin fødeby sammen med to af Sine hengivne. Begge steder fik de noget at spise og drikke. Da Han kom ind i det hus, hvor det skæbnesvangre måltid allerede var tilberedt, lagde Han stor begejstring for dagen for den pågældende ret og bad om mere af den samtidig med, at Han omhyggeligt sørgede for, at Hans to ledsagere ikke fik noget af den dødelige blanding. Da Han senere kom til­bage til Yarnams hus, fortalte Han der om den pågældende families helt ”specielle invitation til at spise et måltid mad” samtidig med, at Han lod et par bemærkninger falde om, hvor tåbeligt og forfejlet hele det projekt var, hvorefter Han gav Sig til at le en hjertelig latter. Efter nogen tids forløb kastede Han det hele op. Nogle af dem, der var sammen med Ham hver dag, lod i al hemmelighed indholdet undersøge for livsfarlig gift. Det var livsfarlig gift!

6:47 Det er en kendt sag, at Baba ynder at kaste Sig ud i meget af det, vi andre frygter at gøre. Som f.eks. den nat med slangebiddet! Denne hændelse gengives i kapitlet ”Med en bevægelse af hånden”. Natten efter, at Han var blevet kureret for dette slangebid ‑ efter at en talisman mirakuløst var skaffet til veje af Hans nåde ‑ tiggede og bad alle i landsbyen Ham om ikke at spise noget, fordi det kunne forstærke giftvirkningen. Men Han spiste bare mere, end Han ellers ville have gjort! De ad­varede Ham også mod at lægge Sig til at sove ‑ hvad kunne de vel også vide om Hans form for ”søvn”? At den simpelthen er nidra mudra, d.v.s. årvågen beskyttelse af verden. Så derfor sov Han længere end sædvanligt. Den følgende morgen advarede de ældre Ham mod koldt vand. Derfor sprang Han med velberåd hu ud i den lille sø, som Han ofte gjorde og svømmede længe rundt – udelukkende for at trodse deres menneskelige nervøsitet med al dens forsig­tighedssyge! Det er, som om vi ikke kan lade være med at trække Hans vældige format ned på vort eget beskedne plan og vor forkrampethed samt at nedskrive Hans højere mangel på logik til vore egne snusfornuftige argumenter!

6:48 Subbamma var den, der var mest bekymret for Ham. Det var hende, der hovedsagelig tog sig af alle de gæster, pilgrimme, der flokkedes i Puttaparthi. Baba kan Selv nu finde på at tale om, at hendes kværn var konstant i sving for at lave chutney af de mængder af kokosnødder, som pilgrimmene medbragte. Otte timer om dagen håndterede hun kværnen! Hun var opfyldt af en umådelig kærlighed og hengivenhed for Herren, og Baba havde lovet hende Sin darshan, når hendes sidste time nærmede sig. Netop det var hendes inderligste ønske, og beretningen om hendes sidste tid og om hvordan denne darshan kom til at forme sig, er meget gribende.

6:49 Subbamina blev syg. Man tog hende med til Bukkapatnam. Men til trods for sin sygdom kom hun en dag i oksekærre for at se Prasanthi Nilayam, der netop var ved at blive bygget. Ikke længe efter blev hun sengeliggende og var nu ikke længere i stand til at bevæge sig omkring. Hendes tilstand forværredes. Og Baba! Hvor var Baba? I sin omtågede tilstand lå hun hele tiden og fantaserede om Ham og om den vision, hun havde været så privilegeret at opleve – og også om de mange Krishna‑leelas (guddommelige lege), hun havde været vidne til. Når der kom en klar periode, kredsede hun videre om de samme skikkelser og de samme oplevelser. Hun var omgi­vet af sine egne, sin familie, medens hun var syg. Men de havde ikke de samme følelser til overs for ”vidunderbarnet”. De opfat­tede det på den måde, at hendes forkærlighed for denne ejendommelige, gådefulde unge dreng var medvirkende til at fjerne hende fra både slægt og venner. Og de sagde til hende, at det ville være bedst, hvis hun kunne rette sine tanker og følelser mod sine kære, der var samlet om hende her, hvor hun lå ‑ da Baba for øjeblikket var hundrede miles borte. Men Subbammas tro vaklede ikke.

6:50 I mellemtiden havde Baba forladt Bangalore og var taget til Tirupathi, hvor Han tilbragte en tid sammen med hengivne om et konkretiseret, indviet billede af Ham Selv. Selvfølgelig vidste Baba, at Subbammas sjæl kæmpede med døden i Bukkapatnam for at befri sig for sine jordiske bånd. I Bukkapatnam sad de rundt om hende og sagde, at nu havde hun da draget sit sidste åndedrag. Men et særligt, skær over hendes ansigt gjorde dog, at de ikke vovede at føre hende til kremationspladsen. Der var nogle få, der vidste mere end de andre, de formanede familien med følgende ord: ”Fuglen er endnu ikke fløjet!”, men hvordan kunne fuglen også forlade buret, selvom det stod åbent? Hun måtte have Hans darshan, hun måtte vente til Baba kom!

6:51 Han var også på vej. Han skyndte Sig, så Han kunne nå at sidde ved siden af hendes seng. Han forlod Tirupathi i bil, kom til Puttaparthi og nåede på trediedagen Bukkapatnam - trediedagen efter, at Subbamma var blevet erklæret for død første gang! Der var intet liv i hendes øjne. Hun var blevet lagt på gulvet og man kunne mærke, at de forskellige var ved at blive lidt forlegne med det. Baba satte Sig ved siden af hende og kaldte med sagte stemme: ”Subbamma! Subbamma!” Kun de to gange. Da var det ‑ til alles forundring – at Subbamma åbnede sine øjne, strakte hånden frem mod Baba, greb efter Hans hånd og begyndte at stryge ømt hen over Den. Baba førte Sine fingre hen til hendes læber, så hendes mund åbnede sig en smule, som om hun sansede, at Baba ville slukke sjælens tørst. Fra Hans fingre dryppede vand fra Gangesfloden ‑ forløst fik hun lov til at forlade denne verden og vandre heden.

6:52 I denne periode fik Baba en henvendelse fra nogle muslimer i en nabolandsby om noget, der var væsentligt for dem. Sygdom havde hærget blandt dem. I disse egne er der tradition for, at man, både i muslimske kredse og i hindu‑kredse i måneden Mohurram, fejrer en religiøs festdag, pirs, som er en indvielseshandling, et bestemt ritual og en ceremoniel procession til minde om Hassans og Husseins martyrdød på den mindeværdige slagmark i Kerbela. Disse pirs er håndformede ting af messing og Baba kunne nu fortælle de muslimer, der kom til Ham, at der på egnen for flere hundrede år siden havde eksisteret sådanne pirs i deres landsby, men at den omtalte skik efterhånden var gået i glemmebogen. Han bad dem om at genoptage skikken og lod dem forstå, at hvis der blev gravet ned på et nærmere angivet sted ‑ som Han ville udpege for dem, så ville de støde på nogle pirs, som deres forfædre havde indviet. Da de derefter gav sig til at grave efter dem, kom de ganske rigtigt til syne. Alle var forbløffede over Baba´s alvidenhed og den uventede tilsynekomst af de hellige klenodier, ja, så overvældede var de, at der ikke var nogen af dem, der turde gå ned og hente dem op i lyset! Så Baba kravlede Selv derned og fik de omtalte pirs bragt for dagens lys. Der var i alt fire! I mange år blev de blev kun udleve­ret til de pågældende folk fra landsbyen til højtideligheden i Mohurrum, ligesom de blev leveret tilbage på behørig vis, da ceremonien var ovre.

6:53 Denne forfatter var vidne til nogle helt specielle om­stændigheder, der indtraf engang, da disse muslimer var kom­met for at hente de pirs, som Baba Selv havde anbragt i deres hænder. Den mand, der bar dem, begyndte pludselig at opføre sig, som om han var besat. Der var da også mange, der stimlede sammen om ham for at få et glimt af den hellige mand, der be­fandt sig i en ejendommelig, eksalteret tilstand: ’Først tog han nogle dansetrin, løb så lidt rund i en kreds, fremmumlede nogle vers fra Koranen, hvorefter han vandrede tilbage til Baba’. Baba sagde til ham: ”Gå! Gå nu og kom tilbage, når højtideligheden er forbi!” Manden var nu blevet helt rolig og skyndte sig, opfyldt af stor glæde, tilbage med sine pirs. Kun de, der har haft det privilegium at opleve sådanne øjeblikke, for­mår at fatte en lillebitte brøkdel af Baba´ s mysterium.

6:54 Det var en tid, hvor hengivne fra nær og fjern strømmede til Puttaparthi. Om dem alle gjaldt det, at de af uforklarlige grunde følte sig draget derhen og siden blev fastholdt af Baba´s alvidenhed, almagt og allestedsnærværelse. En mand fra Udumalpet, som til at begynde med ikke havde lyst til at slå følge med en gruppe pilgrimme, men senere lod sig over tale, ville give Baba en blomsterkrans, da han var kommet til Puttaparthi, som de jo alle gjorde. Men Baba ville ikke tage imod den, for som Han sagde: ”Du havde jo ikke lyst til at komme!” Det blev så lige præcis den bemærkning, der knyttede manden særlig stærkt til Baba senere.

6:55 Der kom også en mand fra Madurai. Det var hans søster, der havde sendt ham til Baba. Hun boede i Vellore. Hendes problem var, at hun ikke ville lade sig operere, hvis Baba ikke mente, det var nødvendigt. Da denne bror kom til Puttaparthi, gik der adskillige dage, før Baba henvendte Sig til ham. Da han endelig gjorde det, bad Han ham rejse til Vellore igen med den første bus! Kvindens læge i Vellore var efterhånden blevet mere og mere utålmodig, fordi som hun sagde: ”Denne tåbelige patient sætter sit eget liv på spil ved at lade noget sentimentalt sludder fra en dreng, som hun kalder sin guru og Gud, være af så afgørende betydning”. Omsider kom da broderen tilbage. Der blev foretaget en ny undersøgelse. Miraklernes tid er ikke forbi! ‑ for nu var der overhovedet ikke nogen grund til at operere. Skulle man tro sine egne øjne, at det var den samme patient?

6:56 Der kunne udgives en særdeles inspirerende bog, der skulle bestå af hengivnes besvarelser på spørgsmålet: ”Hvorfor og hvordan gik det egentlig til, at du første gang rejste til Puttaparthi?” Hvis den bog nogensinde bliver en realitet, vil Srimata Sakamma´s beretning om, hvordan hun kom af sted så afgjort udgøre et interessant kapitel.

6:57 Hun var en kendt kaffeplantageejer og filantrop i Coorg og det var hende, der blev hædret med titlen Dharmapaprayani af Maharaja´en af Mysore. Det har ingen sammenhæng med, at hun var kendt og berømt og heller ikke med, at hun var en velhavende forretnings kvinde. Ingen af delene. Baba har det ikke med at skele til, om mennesker er rige eller fattige. Det er den åndelige rigdom, det er karakterens generøsitet og den gyldne skat af sadhana, der tæller, ikke hvordan bankkontoen balancerer!

6:58 Den nu afdøde Srimata Sakamma plejede at fortælle denne historie: ”En dag, medens hun opholdt sig i sin bungalow i Somewarpet ved Coorg, blev hun forstyrret i sin an­dagt. Det var tjeneren, der meddelte hende, at der var kommet en bil ind på gårdspladsen og at den mand, der sad i bilen, insisterede på at komme til at tale med hende med det samme. Det gjor­de hende lidt fortørnet. Men hun gik da alligevel derud for at undersøge, hvem der tog sig den frihed at bringe forstyrrelse i hendes tidsplan. Den mand, der sad i bilen, var en høj, smuk, ældre mand ned et ærværdigt skæg. Han sad på et dyreskind og hele hans krop var badet i aske. Der var også noget påfaldende ved bilens alder, som lod til at være samme årgang som sin ejer­mand. Ved rattet sad der en spinkel dreng og Srimata Sakamma undrede sig i sit stille sind over, hvorvidt han overhovedet var gammel nok til at have kørekort. Oven over frontruden var der et skilt med ordene ”Kailas-kommite’en”. Hun inviterede den pæne, ældre mand med indenfor, gjorde pranam og lagde en nyplukket rose for hans fødder og tilbød ham nogle frugter. Det afslog han, for som han sagde: ”Jeg spiser ikke alting alle steder”. Men han var kommet for at spørge, om hun ville yde et bidrag til Kailas‑Kommite´en og blive medlem ved f.eks at give 1.000 rupee’es. Hun skrev under på et stykke papir, der blev udfærdiget med angivelse af navn og beløb. Da hun ville til at betale beløbet, sagde man­den: ”Du kan selv opbevare pengene, så kommer jeg og henter dem senere!” Derpå lagde han det papir, hun lige havde under­skrevet, på bordet, gik udenfor, steg op i bilen og forlod ste­det. Den unge mand, der kørte bilen, kørte bemærkelsesværdig godt, for i løbet af nul komma fem var bilen ude af syne.

6:59 Flere år senere var hun gæst i et hjem, hvor hun så Baba. Først så hun et glimt af den ungdommelige chauffør. I næste øjeblik af den ærværdige, ældre mand, der sad i bilen og havde så meget arbejde med at samle ind til ”Kailas Kommite´en”, for derefter at lade pengebeløbet forblive hos hende selv! Hun blev ikke så lidt overrumplet, da Baba, Der stod lige over for hende, sagde: ”Nu kan du give Mig de 1.000 rupee’es, du skrev dig for den dag!” ‑ hvorefter Han fortalte historien lige til mindste detalje.

6:60 En gang under Dipavalifesten var Baba taget til Mysore by og opholdt Sig i huset hos en Ursu-hengiven. Medens Han var der, skænkede Han en vision af naga ‑ slangen ‑ til Sine tilhængere i Puttaparthi. Det er et fænomen, der ikke var ukendt for tilhængere af Shirdi Baba ‑ og det er noget, som indbyggerne i Coimbatore kan bevidne. Det er i den forbindelse interessant at konstatere, at denne vision faldt sammen med, at Baba var ”ude af kroppen”, rent konkret befandt Han Sig i Mysore. Medens Baba var ”ude at rejse”, sang man i Puttaparthi bhajans foran et midlertidigt alter i Det gamle Mandir, nærmere betegnet foran et fotografi, der var anbragt på trinene op til hovedindgangen. Det var smykket med blom­ster og der brændte et par lamper dag og nat. Dipavalinatten var gået og det var ved at blive morgen. I det tidlige daggry blev nogle hengivne i Puttaparthi opmærksomme på lysene fra en bil, der bevægede sig op ad svinget på den anden side af Karnatanagapalli. Da de samme mennesker vendte tilbage til Mandiret, blev de ikke så lidt forbavsede ved at se en kobra, der havde anbragt sig rundt om Baba´s billede på trinene. Der er hundreder af mennesker fra landsbyen, der har set med egne øjne, indtil klokken var ved at være tre om eftermiddagen. Midt på dagen blev der holdt andagt ved billedet og sunget bhajans og man brækkede også kokosnødder itu for at stemme slangen gunstigt. Men den rørte sig ikke ud af stedet. Nogle kvinder tog mod til sig og kastede kumkum-pudder og safran på den, fremsagde Herrens navn og kaldte på Baba. De satte skåle med mælk hen foran den, men den lod blot hovedet svinge lidt fra side til side. En i øvrigt respektabel kone nede fra landsbyen begyndte højlydt at give ondt af sig og antydede, at det var to forkerte halve kokosnødder, hun havde fået tilbage efter ofringen, for de var alt for små i forhold til dem, hun havde haft med! Under al denne parlamenteren kunne man iagttage, at kobraen fulgte interesseret med i diskussionen og at den på et vist tidspunkt drejede sig om med front mod hendes og hvæsede højt! Alle kom til at le over hendes forskrækkelse. Klokken var tre om eftermiddagen, da slangen pludselig forsvandt for ikke at komme igen. I Mysore glædede alle sig over, at Baba på samme tidspunkt igen ”kom til Sig Selv”.

6:61 Fra Mysore fortsatte Baba til Hyderabad, hvor Ranien af Chincholi var blevet overbevist om, at Baba var Avatar af Shirdi Baba. Det, der havde gjort udslaget, var, at alt, der vedrørte stedet, var velkendt og fortroligt for Ham. Baba tog også til Kuppam og derfra til Trichinopoli og Karur og alle steder blev Han modtaget med åbne arme af borgere og hengivne. I Trichinopoli gik en rigt udsmykket elefant i spidsen for en procession, efterfulgt af grupper, der reciterede vediske mantraer og bar på sølv­skåle med indviet vand som en hyldest til Ham. Alle steder talte Han og formanede: ”Fra nu af skal I sørge for at lutre jeres hjerte, så det kan blive et værdigt tempel for Herren. Lad jer ikke føre dybere og dybere ned i det onde ved at give efter for fristelser, I møder på jeres vej. I skal udvise mod! I skal have tillid til Herren, Som er i jer. Han er jeres bedste ven og nærmeste slægtning.”

6:62 Da Baba og Hans selskab passerede gennem gaderne i Trichinopoli, kom en af bilerne til at køre en lille dreng over, så han kom slemt til skade. En flok mennesker havde samlet sig om drengen, der stærkt blødende var blevet løftet over på en veranda i et nærliggende hus. Politiet dukkede op for at undersøge sagen, men inden da var Baba kommet til og havde rørt ved drengen, så der var intet at rapportere. Drengen, der var blevet kørt over, løb omkring og fortalte alle folk, at han ikke fejlede noget mere, fordi Baba havde rørt ved ham. I lang tid derefter var drengen alles kæledægge. Der var dem, der nærmest var misundelige på ham.

6:63 Der var også en anden dreng, der på lignende måde blev genstand for folks beundring og som i dag bør være Herren taknemlig for Hans indgriben. Ved et offentligt møde i Trichinopoli, som blev holdt til ære for Baba, var der også nogle til stede, der tvivlede på Hans guddommelighed. Det kunne Baba mærke der, hvor Han stod. Han kaldte en døvstum dreng op på scenen fra dennes plads nede i salen, umiddelbart ved siden af ”tvivleren”. Drengen stod lige foran mikrofonen og da Baba sagde til ham: ”Og hvem er du så?” talte drengen ganske spontant ind i den og svarede: ”Venkatanarayanan”. Tvivleren var ved at tabe både mund og mæle og så meget skamfuld ud. Men det hele fik endnu en konsekvens, som Baba ikke lade være med at le højt af, når Han genopfrisker episo­den: ’Næste morgen var hele gaden uden for det hus, hvor Baba havde overnattet, tæt pakket af døve og stumme! Det var blevet en tyst, sygdommedens gade. Ingen havde tidligere været klar over, at der var så mange i byen, der led af lige den skavank. Baba blev nødt til at forlade bungalow´en ad en sidedør for at slippe for de pårørendes plagen og råben.’

6:64 Tilhængere i Karur og Trichinopoli kappedes om at udsmykke deres huse og gader som led i den festlige modtagelse. Men Baba var ganske uanfægtet af al denne virak. Han færdedes frit imellem rige som fattige ‑ nok mest blandt de fattige - for Han ser mere på det fromme, angerfulde hjerte end på de mennesker, hvis sind er forurenet af stolthed og begær. Der var opstillet overdækkede tribuner, mantapams, der var pyntet med blomster i alskens farver. Det var rene, små kunstværker at se på. Her skulle Han sidde og modtage deres hyldest og deres gaver. Ikke een men mange gange lagde Han dem på sinde, at det, Han ønskede af dem, var Hridaya‑pushpa ‑ det rene hjertes lotusblomst og karma‑phala d.v.s. de frugter, der hidrørte fra gode gerninger.

6:65 Engang sad Baba på en sådan mantapam i Mysore og tog mod hyldest fra en Ursu‑hengiven, da man pludselig kunne se en kobra bevæge sig hen til blomsterdyngen ved Hans fødder. Lidt efter fik den selskab af endnu en, så de lå på hver sin side af mantapam´en. Baba forsikrede Ursu‑familien om, at der ikke var grund til ængstelse. Kort tid efter forsvandt begge kobraerne lige så pludseligt og umærkeligt, som de var kommet!

6:66 Det tilfredsstiller ikke Baba kun at skabe tro i kraft af den slags mirakler. Han er en streng læremester som kræever intet mindre end hundrede procents retskaffenhed og ærlighed og en oprigtig stræben efter at tilegne sig åndelig disciplin Det er forklaringen på, hvorfor mange af dem, der kommer, tiltrukket af Hans mirakler og fastholdt gennem stadig flere, alligevel falder fra, fordi de er ude af stand til at leve op til de krav, Han stiller dem overfor, i form af omdannelse af karakteren, afkald, sadhana (åndelige øvelser), japam (gentagelse af Guds navn) og dhyanam (kontemplation). Selv i disse tidlige år har Baba gang på gang givet udtryk for, at når Han afværger fysiske ulykker, helbreder kroppens sygdomme, læger, lindrer, trøster ‑ så skal det opfattes som et første skridt mod den sadhana (åndelig øvelse), der af sig selv bør være en følge af Hans darshan. Mangen en sadhu (åndelig aspirant) og maharishi (vismand) er kommet i vanskeligheder på grund af deres iver for at være i kridthuset hos rige og indflydelsesrige velyndere. Han har altid sagt Sin mening rent ud, når det drejer sig om at korrigere fejl hos dem, der befinder sig i Hans nærhed. Faktisk er Hans nåde så overvældende, at hverken alder, viden, kortere eller længere tilknytning udgør nogen som helst hindring. Han velsigner alle ved at korrigere dem og vurdere dem. Kun den fuldstændige overgivelse til Hans vilje er i stand til at gøre et menneske frit og helt.

6:67 Det kom hurtigt til at gå sådan, at Dasara blev den helt store festival i Puttaparthi. For medens Baba nok kunne tage af sted til Madras, Trichinopoli eller Masulipatham på andre af festdagene, så var Han altid at finde i Mandiret til Dasara. I mange år var det Srimathi Sakamma m.fl., der havde det privilegium at forberede denne Moderens Fest. Baba er virkelig Den højeste Moder, der manifesterer Sig som Saraswati, Lakshmi, Sarada, Annapurna, ja, endog Kali. Baba har udtalt, at Sanathana Dharma (Den tidløse Vej) er menneskehedens guddommelige Moder. Med Sin forkyndelse af sathya, dharma, shanti og prema, som er de fire hovedprincipper inden for denne visdom, er Han selv denne moderskikkelse, denne Sanathana Sarathi og indre vognstyrer. Hans hengivne føler, at Han er deres Moder fremfor alle. På den baggrund er det ikke nogen tilfældighed, at Dasara er den største fest i Puttaparthi. Mange af Baba´s hengivne er blevet velsignet med en vision af Ham som Moderen. Og blandt dem er der oven i købet en, der insisterer på at tiltale Ham som: ’Sivathayi´ (Siva, Moderen). Han ynder børns selskab og selv det mest genstridige barn falder til ro, når Han går i gang med Sit uudtømmelige lager af lege, kunster, bugtalernumre, skyggefigurer og ’slik, taget ud af den blå luft’. Han kan vende og dreje Sine fingre ‑ og når skyggen falder på den nøgne mur overfor, bliver børnene helt ellevilde ved at se slanger, ørne, heste, hjorte, hunde, påfuglehanner, krager, katte og bøfler springe overstadigt omkring! Han kan komme i tanker om at tilbyde en klump sand ‑ og når den lil­le lidt tøvende rækker hånden frem, er den blevet forvandlet til en lækker duftende laddu. Han siger af og til, at børn er utro­ligt heldige, når de får Hans darshan på et så tidligt alderstrin. Det er et privilegium for dem at have Baba som lærer, beskytter, vejleder og ’skytsengel’ i de år, der ligger foran dem. Når Baba indvilliger i at navngive sine hengivne's børn, vælges navnet ud fra Hans Nåde. Det kan også forekomme, at Han lærer et mindre barn Akshara (alfabetet). Så holder Han om de små fingre med Sin egen hånd og tegner bogstaverne i honning, mælk eller ris.

6:68 Men Akshara har også en anden, overført betydning, for indførelsen i alfabetet er samtidig en indvielse i det uforgængelige og tidløse, det der aldrig kan forgå. For Han lærer barnet at fremsige Det store Mantra (maha‑mantra): ’OM Namo Narayana’, ’OM Nama Sivaya’ eller ’OM Srinivasya’, det mantra, der er i overensstemmelse med familiens tradition. På den måde får barnet en nøgle i hånden, der lukker op for åndeligt liv. Der findes på Tamil en sang om Baba, hvor Han omtales som Sayimatha d.v.s. den Moder, der mader sit barn med visdommedens næring. Og akshara‑abhyasa er netop dette barns heldige mulighed.

6:69 Under Dasara‑festen er Baba både protektor for kunst og litteratur såvel som den, der sørger for alle materielle fornødenheder. Det hele udformer sig som et festfyrværkeri af foredrag, musikalske indslag, dramatiske optrin og forskellige traktementer. Hver aften går en procession gennem landsbyens snævre gader. Selv sidder Baba i en bærestol, der hver dag er udsmykket forskelligt. Den bæres rundt af begejstrede hengivne. Efterhånden som proces­sionen bevæger sig igennem folkemængden, har denne forfatter set Baba sidde og plukke blomsterhovederne af de kranse, man har givet Ham og kaste dem ud blandt folkemængden i håndfulde. Man kunne høre dem falde klirrende til jorden, fordi blomsterhovederne måske var blevet forvandlet til små medaljoner med Baba's billede på den ene side og Shirdi Baba´s på den anden. Eller klingende, fordi de var blevet til mønter. Eller - hvad der ikke sjældent er forekommet ‑ som pebermyntebolsjer, der regner ned over folk i nærheden af bærestolen.

6:70 Mange har ved netop en Dasara‑procession set Baba´s pande blive dækket af et lag Vibhuti (hellig aske), der er trængt ud gennem huden samt mærker af kumkum.

6:71 Det gik hurtigt sådan, at Mandiret (templet) blev for lille. Der var mange Shirdi Baba‑tilhængere, der hastede til Puttaparthi, når de hørte, at denne havde inkarneret i en ny skikkelse. Der var også dem, der, når de tog til Shirdi, som de plejede, blev ´omdirigeret´ til Puttaparthi. Til gengæld var der også adskillige, der af Sathya Sai Baba´s mund for første gang hørte om Shirdi Baba. Sri Krishna siger et sted i Bhagavad Gita´en: ”Aartho Jijnasurarthathi jnani cha” – (flokkes om Herren) d.v.s.: 'De lidende, de spørgende, de, der ønsker at leve et godt liv og de vise' ‑ alle disse fire mennesketyper søger hen til Herren. Og Herren tager mod dem alle med åbne arme og opfylder deres ønske. Han bringer lindring til de lidende, Hans Vibhuti besidder en mirakuløs evne til at drive onde ånder og deres følgevirkninger på flugt hos disse hundredevis af ulykkelige mennesker, der har været offer for sort magi. Han tildrager Sig også dem, der lider af ’kritiksyge’, dem, der lider af sygelig nysgerrighed, dem, der plages af tvivl og skepsis og lider under ikke at tro, at der eksisterer nogen Gud ‑ alle knytter Han dem til Sig i hengivenhed. De mennesker, der stræber efter et godt liv, velsigner Han, forudsat de besidder tilstrækkelig indsigt til at bruge denne sindsligevægt til at udvikle deres åndelige evner og sigte mod de højeste mål i livet. Men den, der er Ham kærest, er dog nok jnanien, den vise der er nået til at se Gud i alle skabninger. For dette menneske åbenbarer Han sig i al sin herlighed, når jnanien er blevet lutret og afklaret gennem systematisk arbejde med sig selv. Disse fire kategorier af mennesker kommer alle til Puttaparthl. Flest fra den første og den tredie gruppe. Men om dem alle gælder det, at Baba vender op og ned på deres liv.

6:72 Der er jo i sig selv noget bemærkelsesværdigt i at kunne skabe en bande tyveknægte om til agtværdige, gudfrygtige borgere og bønder: ’En nat, da Baba opholdt sig oppe på et bjerg på den anden side af Chithravatifloden, mødte Han en tyvebande, der var travlt beskæftiget med at dele nogle tyvekoster mellem sig. Da de fik øje på Ham, gik Han nærmere hen til dem og gav dem hver især lidt Vibhuti i hånden. Af den grund fik de en følelse af at stå over for ”Det evige vidne”. Baba talte til de sytten sorte hjerter og ved sin 'alkymi' formåede Han at få dem alle til at komme til Puttaparthi. De kom efterhånden alle i gang med en hæderlig gerning. Der var en af dem, som Baba ofte udpegede som eksempel. Det var en robust, midaldrende mand, som Baba brugte til nattevagt!

6:73 Da der var gået et par år, blev det nødvendigt at opføre en tilbygning foran Det gamle Mandir (tempel) i hele dets længde, med tag af bølgeblik for at skaffe plads til det voksende antal hengivne. Men også det blev hurtigt for småt. En bygning, bestående af en stue og et badeværelse til Baba selv blev bygget bag ved Mandiret (templet). Det var i det rum, Baba opererede Dr. Padmanabhan's broder for Hernia. I tilbygningen bag en afskærmning opererede Baba Appiah fra Puttaparthi for Blindtarmsbetændelse.

6:74 På et tidspunkt, hvor alle lå og sov på den åbne plads mellem Mandiret og Baba´s hus, vækkede Han dem engang og bekendtgjorde, at en hengiven i Madras havde tabt den talisman, som Baba havde foræret ham, for den var kommet tilbage til Ham! Og Han tilføjede, at Han nødvendigvis måtte ”rejse” til Madras og binde den fast om mandens håndled igen, da han var patient. Men de bønfaldt Ham alle om at blive. Det gik Han så ind på og det blev bestemt, at en anden skulle tage afsted, nemlig Seshagiri Rao. Rao var en af de ældre blandt hengivne. Han fik besked på at rulle talismanen ind i et håndklæde og binde det om livet. Uden protest gjorde han som Baba sagde, hvorefter han lagde sig til at sove. To timer senere vågnede vi alle ved at høre Baba le højt. Vi skyndte os hen til Ham og håbede at kunne le med. Seshagiri havde endnu ikke fundet ud af, hvad det drejede sig om. Baba vækkede ham og bad om at få talismanen tilbage. Håndklædet blev rullet op, talismanen var borte! I spøg skændte Baba på ham. Derpå gav Han sig til at fortælle, at Han selv var ”taget af sted” og egenhændigt havde bundet den rundt om håndledet på den person, der konstant skulles beskyttes af den! 0g ganske rigtigt: ’Han havde været i Madras og var kommet tilbage igen’.

6:75 Baba´s hengivne fra dengang vil aldrig kunne glemme Det gamle Mandir. Det var jo dengang, da Baba personligt gik om­kring imellem os alle. Han skrev og satte melodier til et stort antal bhajansange og kirthans (bønner), som Han også lærte os at synge. Han indøvede dem, korrigerede på stedet og altid med stor kærlighed og opmærksomhed. Da antallet af hengivne ikke var særlig stort, tog Baba dem ofte med til sandet ved flodlejet, op på skrænterne ved floden eller til haverne og reservatet på den anden side af floden. Og medens de var beskæftiget med at tilberede det, de skulle spise, blev de vidne til mange mirakler og tegn på Hans guddommelighed.

6:76 Første gang, jeg fik Baba´s darshan, var i Det gamle Mandir (tempel). Samme aften tog Han os med til sandet. Jeg hørte, hvor­dan Han advarede nogle af de tilstedeværende mod at hidse sig op over de vanskeligheder, der ‑ når alt kom til alt ‑ kun var småtterier. Han bad dem koncentrere sig om japam (gentagelse af Guds navn) som den bedste metode til at komme i besiddelse af santi ‑ dyb, indre fred. Pludselig vender Han sig mod en kvindelig hengiven og spørger hende: ”Udfører du ikke japa?”. Hun svarede et eller andet. Men Baba afventede ikke engang, at hun havde talt færdigt, men fortsatte selv med at sige:” Er det ikke rigtigt, at du har tabt din japamala?”, hvorefter Han pressede hånden ned i sandet og trak en rosenkrans frem med ordene: ”Her! Kom og få den!” Kvinden rejste sig ærbødigt og trådte frem med hænderne samlet foran sig, parat til at modtage den. Baba gjorde tegn til hende om at standse og medens et lyst smil spillede om munden på Ham sagde Han: ”Vent! Fortæl mig først hvis rosenkrans, det er?” Hun så nærmere på den og hviskede: ”Det er min, Swami! Eller rettere ‑ det var min mors”. Hun var i den grad lykkelig over at have fået sin japamala tilbage, den, hendes mor havde givet hende på sit dødsleje. Baba fortalte os alle om denne mors gudfrygtighed, om hendes brors strenge askese og hendes egen sadhana (åndelige øvelse), og spurgte hende så, hvornår hun havde mistet sin dyrebare japamala. Vi var alle himmelfaldne over at høre hende fortælle, at hun havde tabt den for fire år siden i Bangalore! Det var for mig en overvældende oplevelse på min allerførste aften i Puttaparthi!

6:77 For hver måned, der gik, blev antallet af hengivne større. Det var indlysende, at Det gamle Mandir var ved at blive for lil­le og utilstrækkeligt. Man kunne heller ikke blive ved med at henlægge møder og lignende til sandet. Man fandt også, at Baba´s værelse var for trangt og at Han ofte måtte affinde Sig med støv, støj og uorden. Ved festlige lejligheder var området omkring Mandiret (templet) for småt til at kunne rumme alle de tilrejsende gæster. Det var baggrunden for, at nogle hengivne bad om Baba's samtykke til at opføre en ny rummeligere bygning, den, Baba gav navnet Prasanthi Nilayam.

* * *