Glæden, der kommer fra sanseoplevelser, kommer og forsvinder med
tiden. For eksempel er der glæde i det øjeblik, sult bliver
tilfredsstillet; men denne glæde ebber ud efter et stykke tid. Dette
er sandt for alle verdens ting; glæden, der stammer fra dem, er
flygtig. Men mennesket er ude efter vedvarende Ananda (lyksalighed).
Det er faktisk legemliggørelsen af lyksalighed. Lyksalighed udgør dets
sande natur og væren. Hvorfor oplever mennesket det så ikke? Dette er
fordi, det – ubevidst om sin sande natur – er besat af den ydre verden
og ikke kan opleve lyksaligheden inden i sig. Det forestiller sig
fejlagtigt, at glædens kilde ligger i den fænomenale verden.

-SAI BABA