Loading ...
Sorry, an error occurred while loading the content.

3. kapitel af Sai Babas livshistorie "Sandhed Godhed S kønhed"

Expand Messages
  • SBOIDK
    Hej. Som opstart efter den ufrivillige pause med tekniske problemer sender vi jer her det tredje kapitel af ovennævnte, der på engelsk hedder Sathyam Sivam
    Message 1 of 1 , Sep 1, 2007
    • 0 Attachment
       

      Hej.
       
      Som opstart efter den ufrivillige pause med tekniske problemer sender vi jer her det tredje kapitel af ovennævnte, der på engelsk hedder "Sathyam Sivam Sundaram".
       
      Rigtig god fornøjelse.
       
      Sai Ram sboidk, redaktøren
       

      NATAMANOHARA.

       

      3:1 Da Sathya var kommet i otte års alderen, mente man i familien, at Han var egnet til at komme i en højere skole i Bukkapatnam, der lå 2,5 miles fra Puttaparthi. Skolevejen, der skulle tilbagelægges i al slags vejr, gik over stenede strækninger på dæmningen, afbrudt af mere eller mindre sølede og fedtede markveje (der var de steder, hvor Han måtte gå i vand til halsen med skoletasken på hovedet), alt efter årstiden. Han skulle starte tidligt om morgenen efter at have fået Sin morgenmad, der bestod af kold ris og tykmælk, eller kogt risragi med krydret frugtchutney, et lækkeri, som Han stadig mindes. Sin eftermiddagsmad havde Han med Sig i en pose. Det var så den lidt møjsommelige skolevej, Han og kammeraterne arbejdede sig igennem.

       

      3:2 Sri B. Subbannachar, en af lærerne, skriver i en bog der ud­kom i 1944: ”Jeg havde Sathya som elev. Han var stilfærdig, velopdragen og ærlig.” Baba må i høj grad have lagt bånd på Sig og været i stand til at holde Sine mange, guddommelige kræfter tilba­ge, for at verden gradvist kunne nå at blive moden og modtagelig for Hans Lære. En anden lærer, Sri V.C. Kondappa, der på et senere tidspunkt fik øjnene op for Baba’s guddommelighed som Avatar, udtaler i samme bog: ” Han rettede Sig efter, hvad man sagde til Ham. Han havde et ligefremt væsen. Han var ikke meget talende. Om morgenen kom Han lidt før tiden, samlede de andre børn, stillede et billede eller en figur frem, som Han selv havde haft med, an­bragte nogle blomster foran og ledede så puja og arathi, hvorefter Han delte prasad (velsignet føde) ud. Drengene flokkedes om Ham, fordi Han ”tog ting ud af den blå luft” eller frem af den tomme skoletaske. Blev Han gået på klingen, svarede Han, at det var en "grama sakthi" (en landsby‑gudinde), der opfyldte Hans ønsker!

       

      3:3 Ved en bestemt lejlighed kom en af lærerne til at stifte bekendtskab med denne "grama sakthi´s" formåen. I almindelighed mærkede man ikke meget til Baba i timerne. Efter hvad Han Selv siger, var Han som regel mere optaget af at skrive bhajans (hellige sange) og ashtothrasatha-namavalis (mantraer med gentagelse af guddommelige navne) og kopiere dem til kammeraterne.

       

      3:4 En dag opdagede denne lærer, at Sathya ikke skrev det ned, som han netop stod og dikterede. Han tænkte ved sig selv: ”Drengen er faktisk et dårligt eksempel for hele klassen.” Højt sagde han: ”Alle, der ikke skriver de sætninger ned, som jeg står og dikterer, rejs jer op!” Det viste sig, at Sathya var den eneste synder. Da læreren spurgte Ham ud, svarede Han ganske spontant og i overensstemmelse med sandheden: ”Hvorfor skal Jeg det? Jeg har forstået det, der blev dikteret. Stil Mig spørgsmål, så vil du finde ud af, at det forholder sig sådan!” Men læreren havde jo sin stolthed og var af den opfattelse, at drengen skulle undgælde. Sathya fik besked om at stå op på bænken og blive stående der, til klokken ringede. Sathya adlød. Og resten af timen sad hele klassen og hang med hovedet, fordi deres guru skulle stå og balancere på en smal bænk, medens de sad ned.

       

      3:5 Endelig ringede skoleklokken og den lærer, der skulle have dem i den næste time, trådte ind. Det var Janab Mahbub Khan, som var meget glad for Sathya. Endnu den dag i dag kan Baba omtale Mahbub Khan i meget rosende vendinger som en pavithra atma d.v.s. en højt udviklet sjæl. Han underviste i engelsk og hans undervisning var så grundig og spændende, at det ikke var noget problem for drengene at blive dygtige. Han var en ældre ungkarl og behandlede Sathya med stor hjertelighed, i lighed med den fakir, der engang viste tilsvarende omsorg for Shirdi Baba.

       

      3:6 Han lavede lækkerier til Drengen og fik Ham med al slags list til at tage for Sig af retterne. Han kom med en henkastet bemærkning om, at hans hus var rent, rituelt rent, for han vidste, at Sathya ikke ville røre noget, der havde været i berøring med f.eks. ikke‑vegetarisk køkkengrej. Han sagde også, at Sathya skulle tage først af maden og at han selv ikke selv havde spist endnu. Han sad så ganske stille og strøg Ham over håret og hviskede for sig selv: ”Sathya, Du vil komme til at hjælpe tusindvis af mennesker, Du er noget helt særligt, Du sidder inde med stor styrke”, eller noget i den retning.

       

      3:7 Da Mahbub Khan nu trådte ind i klasseværelset, blev han forarget over at finde Sathyanarayana stående oppe på bænken, ligesom han undrede sig over, at læreren stadig sad på sin stol. Han spurgte ham, hvorfor han ikke rejste sig op fra stolen og den anden betroede ham med hviskende stemme, at han ikke kunne, selv om han gerne ville, fordi stolen hang fast! Drengene, der havde hørt, hvad han sagde, begyndte at le og komme med kommentarer om, at det måske var Sathya, Der tryllede! Det havde læreren også en lille anelse om og Mahbub Khan måtte give ham medhold i det. Sathya fik besked om at gå ned fra bænken. Omgående faldt lærerens stol ned på gulvet, så han kunne bevæge sig frit omkring uden påhæng! Mange år senere, da Baba fortalte denne episode, sagde Han, at det ikke var noget, Han gjorde for at gøre nar ad læreren og straffe ham men simpelthen for at tilkendegive, hvem Han var og gradvist forberede Sine omgivelsers sind og gøre dem egnede til at tage imod Erklæringen om Hans mission og sande identitet.

       

      3:8 Den lille charmerende fyr var allerede på dette tidspunkt guru for de andre landsbybørn. Han levede op til Sit tilnavn ”Brahmajnani”, som Han havde fået på grund af sin ufordærvede na­tur og fordi han ved Sit eget eksempel viste, at et liv i bøn og koncentration kunne byde på større lykke og tilfredshed end det, ver­den ellers har at byde på. På samme måde foretrak Han fortællin­ger om helgener, hvis liv bar vidnesbyrd herom.

       

      3:9 Kondama Raju´s sønner og den ene af hans døtre boede i det samme hus. På den måde kom Sathya til at vokse op i en børneflok på 18‑2o børn (som det også fortælles, at det var tilfældet med Krishna i Brindavan). Ville man stå sig godt med Sathya og få del i Hans pebermynter ‑som Han ”hentede” fra en tom skoletaske ‑ måtte man leve op til Hans krav om at være renlig og ærlig. Han var selv det gode eksempel. Kondama Raju fortalte en gang denne forfatter, hvordan der var bestilt en skrædder til at komme og sy skjorter til alle børnene af forskellige slags kulørt stof fra basaren i Bukkapatnam og hvordan Sathya havde sagt: ”Lad de andre vælge først, så kan de tage det, de gerne vil have. Det, der bliver tilbage, er godt nok til Mig.”

       

      3:10 Jeg kommer her til at tænke på en udtalelse, som Baba frem­kom med for et par år siden i Prasanthi Nilayam. Han sagde: ”Jeg har ingen jord, som Jeg kan kalde Min egen og hvor Jeg kunne dyrke det, Jeg lever af. Hver kvadratmeter står i andres navn, så på samme måde som den jordløse venter på, at landsbydammen skal tørre ud, så han kan komme til at kradse i underlaget med sin plov og han hurtigt kan komme til at avle noget til sig selv, på samme måde finder jeg min næring: ’Glæden på det sønderbrudte hjertes indtørrede ager.’ Kondama Raju var ikke på det tidspunkt i stand til at forstå omfanget og det betydningsfulde i Sathyas tænkemåde, han var vel bare lidt stolt af Drengen!

       

      3:11 Allerede som dreng var Sathya modstander af den type sport og kampe, der gav anledning til grusomhed og dyrplageri. Han tillod ikke Sine venner at overvære de oksekærrevæddeløb, der hvert år blev afholdt på sandstrækningerne i flodsengen, ”Big Ekadasi”, for Han protesterede både mod halevridning af okserne og over, at man mishandlede dyrene ved at rive og kradse i huden med kæppe, bare for at ejerne kunne få anledning til at sole sig i sejrens glans. Mange år senere erindrer jeg at have hørt Baba kalde et selskab af hengivne tilbage. De havde lige forladt Prasanthi Nilayam i oksevogn kort forinden og ville arbejde sig gennem flodlejet over til Karnatanagapalli på den modsatte bred. Baba havde velsignet dem og vinket farvel og vognen havde knirkende bevæget sig ud gennem hovedindgangen ud på vejen, da jeg kunne høre, at Han sendte bud efter en af de hengivne. Da denne kom tilbage, sagde Baba: ”Hør her! Når I kommer til sandet, skal I stå af vognen. Okserne skal ikke tvinges til at trække så tungt et læs gennem sandet. Er det forstået?”

       

      3:12 Også sådan noget som at tirre bjørne ved hjælp af hunde var bandlyst for dem, der ville høre til Hans kreds, det gjaldt også hanekampe og lignende former for underholdning.

       

      3:13 Når rejsebiografen dengang slog sit telt op i Bukkapatnam eller Kothacheruvu, vakte det stor opmærksomhed i miles omkreds og folk fra landsbyerne satte deres dyrebare sparepenge over styr, for at se så mange levende billeder som muligt. Pedda Venkapa Raju prøvede mange gange at få Sathya med derhen sammen med de andre børn, men Han sagde blankt nej! Han kunne ikke acceptere den foragt for guderne, de lagde for dagen og den musik, de vartede op med. Han sagde, at de kun lod en se vrangsiden af familielivet og at de forherligede grusomheder, kriminalitet og det udspekulerede og beregnende sindelag. Også nu, i dag, er Baba en skånselsløs kritiker af megen kunst, særlig litteratur og film, som med fuldt overlæg trækker idealerne ned i skidtet, for at nogle få kan samle penge sammen.

       

      3:14 Da Baba var i ti års‑alderen, startede han i Puttaparthi en ”Pandhari-Bhajan gruppe” i stil med noget tilsvarende, der var blevet forsøgt i et par nabolandsbyer. Gruppen bestod af 16‑18 drenge klædt i gerua‑tøj, hver med et flag i hånden og små klokker om anklerne. Den musik, de dansede til, var iørefaldende. Det kunne være pittoreske folkesange og ballader, der f.eks. beskrev de pilgrimsrejsendes længsel efter Panduranga´s darshan, de besværligheder og strabadser, de oplevede på rejsen, bekymringen for at nå rettidigt frem til helligdommen, glæden ved at få templets tårn i sigte, alt sammen rørende og enkel poesi. Sathya lærte de andre børn disse sange og føjede nogle af Sine egne Bhagavatha sange til: ’Sange, hvor gopi’erne beklager sig til Yasoda over Krishna´s gale streger. Yasoda skænder på Drengen for Hans gavtyvestreger og spillopper, men Krishna bliver ved med at sige, at Han er uskyldig.’ Med Yasoda og Krishna som midtpunkt og gopi’erne dansende rundt i kredsen blev disse små skuespil yderst populære i landsbyen. Baba spillede Selv rollen som moderen eller som barnet. Og det var Hans dans, Hans replikker og Hans sang, der gjorde dem så populære.

       

      3:15 Folk havde imidlertid lagt mærke til, at der foruden de traditionelle emner var kommet endnu et til, noget der havde at gøre med en pilgrimsrejse til Shirdi, et sted, som ingen af dem før havde hør tale om. Og der var heller ingen, der før havde stiftet bekendtskab med en majestætisk, guddommelighed personlighed, som levede der: ’Sai!’

       

      3:16 ”Sai Baba, Sai Baba fra Shirdi ‑ hvem skulle han vel være? Hvordan kunne den dreng (og andet regnede de ham ikke for at være) være blevet inspireret af en muslimsk fakir?” De ældre gjorde sig de særeste tanker, medens drengene dansede syngende om på gader og stræder.

       

      3:17 Gruppen samlede bidrag ind, 1 anna pr. måned fra hvert hus. Pengene blev brugt til olie til den lygte, de havde med, når de tog rundt i omegnen. Lidt af pengene gik også til røgelsespinde, kamfer og lign. Der blev også brugt lidt til ristet ris, som alle fik i prasad (helliggjort føde). På festdage tog de måske lidt mere, 2 anna. Efterhånden fik de råd til det stolte indkøb af en petromax‑lampe, der blev indkøbt i Bukkapatnam. Den musikalske side af sagen tog Chinna Venkapa Raju's børn sig af.

       

      3:18 Sathya var det selvfølgelige midtpunkt i gruppen. Han var organisator, kasserer, instruktør, sangskriver og den, der ledede sangen. Så velegnet var Han til disse ting, at folk i landsbyen for deres indre blik så scenerier fra Mathura og Brindavan med Balagopala dvs. Krishna og Hans fløjte, og hvordan Han tryllebandt gopi’erne, køerne, kalvene, træerne, ja selv floden Yamuna.

       

      3:19 Engang sang de en sang om Herren Narasimha fra Kadiri, Der blev prist i høje toner for Sin tapperhed og Sine bedrifter, sådan som det berettes indenfor den folkelige tradition på egnen. Drengene i gruppen var kommet til denne linie i sangen: ”Ud fra søjlen af stål sprang Herren med ubændig styrke i skikkelse af en løve”, da Sathya med eet sprang rundt som denne Mand‑Løve‑manifestation og med et sådant udtryk af voldsomhed, vildskab og vælde i ansigtet, at hele landsbyen blev skrækslagen og ingen, selv ikke eksperter i brydegreb, var i stand til at få Drengen til at falde til ro. Men til sidst, efter at man havde udført puja flere gange, svunget en kamferflamme og brækket kokosnødder midt over foran den manifesterede Herre, blev Sathya igen normal og fortsatte med at synge Kadirisangen færdig. Atter en tilkendegivelse!

       

      3:20 Denne episode øgede Pandhari‑Bhajan‑gruppens ry, for man kunne høre folk sige, at når denne gruppe sang og dansede, gav Gud Sig tilkende. Det var noget, folk i Puttaparthi kunne bevidne! Ydermere havde folk lagt mærke til, at selv om der hang en koleraepidemi som en hed, giftig ørkenvind over disse områder (den havde været årsag til adskillige familiers død i de omliggende landsbyer), så havde Puttaparthi ikke været ramt af dette dødens åndedræt. Der var kloge hoveder, der hældede til den opfattelse, at det havde sammenhæng med den fromme bhajangruppes virksomhed. Af den grund blev drengene inviteret ud til mange landsbyer for om muligt at frelse dem fra gudernes vrede! Ikke sjældent blev der sendt et oksekøretøj ud for at hente dem. Men det skete dog også, at de små redningsmænd måtte vandre både l0 og 12 miles til fods og desuden bære på deres medbragte mad. Midt på dagen blev det på grund af varmen ofte nødvendigt at tage et hvil på en eller anden bakketop. Også i disse landsbyer kom folk til at stifte bekendtskab med det uvante navn ’Shirdi’ og det lige så ukendte ’Sai’. Hvad og hvem det så ellers kunne være! Men når der var gået et stykke tid, glemte man det igen og hverdagen gik sin vante gang.

       

      3:21 Der var også de dramatiske optrin, disse friluftsforestillinger, hvor emner fra purana’erne blev skildret ved hjælp af dans, dialog og udklædning. Man kunne her overvære, hvordan rakshasa, auras og andre onde kræfter blev besejret af Guder, Avatarer og gode kræfter. Disse forestillinger blev indøvet og iscenesat i Sathya´s hjem. Pedda Venkapa havde personligt indbragt sig en vis fortjeneste på denne folkelige scene for sin fremstilling af ’Banasura’ og i endnu højere grad for sin uforlignelige måde at spille ’Yudhishtira’, den renhjertede retskaffenhedens mand og Herrens tjener. I denne periode blev der indstuderet adskillige stykker for at støtte hjælpen til de hungersnødsramte. De populæreste stykker var: ”Banasuram”, ”Ushaparinayam”, ”Droupadi Manasamrakshanam” og ”Kamsa Vada”. Sathya var den ivrigste af dem alle. Han havde særlig succes i rollerne som Krishna og Mohini. Publikum klappede altid begejstret, når Han optrådte. Det var særligt Hans sang og Hans dans, der gjorde indtryk. Der var i Hans fødder en rytme, en indbygget sans for takt og melodi, som man ikke var forvænt med. En smidighed og ynde, som gav en det indtryk, at ”Han ikke rørte jorden, men hørte ligesom hjemme i luftigere egne!”

       

      3:22 Inden, der var gået et par måneder, havde Han udvidet Sit repertoire. Selv efter, at Han var rejst til Kamalapur og Uravakonda for at fortsætte Sin skolegang der, optrådte Han i Puttaparthi i Sine ferier. I den folkelige, traditionelle fortælling om Kanaka‑Thara spillede Han Thara´s rolle og gjorde det så livagtigt, at Easwaramma, der den aften sad blandt tilskuerne, pludselig styrtede op på scenen for at forhindre, at Thara blev henrettet for ramme alvor. Hun glemte rent, at det ikke var virkelighed! Til tider spillede Han mere end den ene rolle for at tilfredsstille publikums ønsker. F.eks. var Han i dramaet ”Krishnas leelas” både Devaki, drengen Krishna samt den danserinde, der gjorde Kong Kamsa sin opvartning i det kongelige palads. Han spillede også Droupadi's rolle og den dag i dag kan Han more Sig med at fortælle, at Han bar 7 sarier oven på hinanden, skønt ingen skulle tro, at Han havde mere end en på!

       

      3:23 Kort tid derefter kom en professionel teatertrup til egnen for at opføre nogle sangspil, der samlede store skarer. De satte en scene op i Bukkapatnam. Senere rejste de til Puttaparthi, Kothacheruvu, Elumapalli og andre større landsbyer. Der blev talt meget om disse opførelser. Det store trækplaster var en ung kvindelig danser med kunstnernavnet Rishyendramani. Ved at kombinere forskellige færdigheder og former for teknik af både gymnastisk og musikalsk art optrådte hun med et nummer: ”Piece de Resistance”, der vakte stor opsigt. Det var en akrobatisk dans, i hvilken hun med en flaske på hovedet først gjorde en bøjning, satte sig ned, lagde sig på maven på gulvet, med tænderne trak et tørklæde ud af en tændstikæske på gulvet, med tørklædet mellem tænderne satte sig op, rejste sig op og til sidst stod op ‑ stadig med flasken balancerende på hovedet! Sandt at sige et særdeles vanskeligt kunststykke. Gennem ihærdig øvelse havde hun trænet sig op til at kunne gennemføre det. Intet under, at hun indkasserede bragende bifald, hvor hun optrådte.

       

      3:24 Sathyanarayana var sammen med de øvrige drenge fra gruppen henne og overvære en af forestillingerne. Senere, da Han kom hjem, prøvede Han at gøre det efter og til alles forbløffelse voldte det Ham ikke ringeste besvær at udføre det! Hvis der i dagene derefter var folk, der spurgte forældrene, om de ikke også kunne få det at se, trak Han sig ind i sig selv og tøvede. Men nyheden sivede alligevel ud og nogle foretagsomme, unge mænd fik Ham overtalt til at udføre Sit kunststykke i forbindelse med Rathotsavam og kvægmarkedet i Kothacheruvu. Arrangørerne var letsindige nok til at bekendtgøre, at den berømte Rishyendramani ville medvirke i stykket. For de var fuldstændig sikre på, at Sathya hverken ville eller kunne skuffe hverken dem eller tilskuerne. Søstrene klædte Ham ud som pige, sørgede for den rigtige frisure og hvad, Han i øvrigt skulle bære af smykker og pynt, og tog Ham så med til Kothachevuru. Imidlertid kom hele historien Pedda Venkapa Raju for øre og han var noget betænkelig ved konsekvenserne af dette lidt tvivlsomme foretagende, som Sathya var blevet lokket med til.

       

      3:25 Tæppet gik op. Rishyendramani kom trippende ind på scenen, der forestillede audienssalen i det kongelige palads i Kamsa. Forventningen blandt publikum var alt for ophidset til, at der nogen, der opdagede ”stedfortræderen”. Det berømte nummer tog sin begyndelse. Sathya havde forbedret det ved at erstatte tørklædet med en nål, der blev løftet op ved hjælp af øjenlågene! Ingen tvivl om, at den dags Rishyendramani gjorde stormende lykke.

       

      3:26 Men ikke uden foruroligende konsekvenser! Formanden insisterede på egenhændigt at hæfte en medalje på den unge kunstnerinde! Moderen og den øvrige familie blev ængstelige for, at Drengen trods al jublen og lovtalerne alligevel skulle have udfordret ”det onde øje”. Og hvad var så medalje, sølvbægre ros så værd? Og deres bange anelser viste sig også at holde stik, for Han pådrog sig en grim øjenlidelse. Øjnene svulmede op, de blev røde og løb voldsomt i vand og Han fik feber. En nat hørte moderen ”trin af træsandaler” inde i huset og lyden kom nærmere til det sted, hvor Sathya lå og sov. Det forekom hende meget gådefuldt, så hun stod op, gik hen til Ham og følte på Hans pande. Men det viste sig, at Han ikke længere havde feber! Og øjnene? Hun fik fat i et lys og det viste sig, at øjnene havde det betydeligt bedre! Næste dag var Sathya frisk og rask.

       

       

       

      * * *

       

       

       

       

       

       


    Your message has been successfully submitted and will be delivered to recipients shortly.