Loading ...
Sorry, an error occurred while loading the content.

Da Sai Baba bragte himmeriget ned på jorden

Expand Messages
  • SBOI-webmaster
    Da Sai Baba bragte himmeriget ned på jorden http://www.saibabaofindia.com/sai_baba_danmark_artikel_2005.htm Den strålende februardag i Prasanthi Nilayam,
    Message 1 of 1 , Oct 6, 2005
    View Source
    • 0 Attachment


      Da Sai Baba bragte himmeriget ned på jorden

       

      http://www.saibabaofindia.com/sai_baba_danmark_artikel_2005.htm
      Den strålende februardag i Prasanthi Nilayam, hvor Swami for første gang nogen sinde ”åndeligt formælede” flere hundrede ældre ægtepar ved et ”spiritual marriage”, beskrives her af Kirsten Pruzan Mikkelsen.   

       

       

       

      Knap 300 ægtepar oplevede den 10. februar 2005 helt personligt Swamis overvældende kærlighed. Fælles for alle par var, at manden skulle være fyldt 70 år og at ægteparrene skulle bo og/eller arbejde indenfor i ashramen. Aldrig før har et sådant traditionelt indisk masse-”spiritual marriage” fundet sted i Prasanthi Nilayam. Der er tale om en ældgammel indisk tradition; jeg har f.eks. talt med en indisk kvinde fra USA, som fortalte, at hun og hendes søskende stod for et tilsvarende ”spiritual marriage” for deres forældre for nogle år siden med deltagelse af flere hindu-præster. Et ”åndeligt ægteskab” indikerer, at man nu er ”færdig” med den verdslige del af tilværelsen og i sin sidste livsfase kan koncentrere sig om sit åndelige liv. I de traditionelle storfamilier bor man som gammel hos sine børn, som forsørger forældrene – og (ideelt betragtet) behandler dem som guddommelige væsener (her kunne vi lære noget i Vesten…!) I ashramen er det Swami, som ”tager sig af” de gamle.

       

      ***

      Forestil dig, at du sidder på den pyntede tempelplads i Prasanthi Nilayam. Her er så strålende, som var vi i de Himmelske Haller. Der er overdådige duftende blomsterdekorationer overalt, (som til et danske prinsebryllup) og vajende bananpalmer ved næsten halvandet hundrede pyntede og dækkede små borde, opstillet i små hvide indrammede båse med to røde stole ved hvert bord. Selv om vi er under tag i Sai Kulwant Hall, glimter alt rødt, grønt, hvidt og gyldent i solen.

       

      Først høres ”vedic chants”, dvs. recitation af årtusindgamle mantraer af en gruppe mandlige studerende. Så begynder et messingorkester bestående af kvindelige studerende fra Sai Babas college i Anantapur at spille rytmiske bhajans. Frem fra templet kommer ”ypperstepræsten” og ”ypperstepræstinden”, som skal fremsige bryllups-mantraer for brudeparrene. Dette præstepar er gift. Peter og jeg har engang været til interview hos Swami sammen med dem. Manden er den eneste, vi nogen sinde har set, som har en ring fra Swami på næsten hver eneste finger. En farvestrålende gruppe musikere fra Rajasthan med flotte gule og lyserøde turbaner på hovedet kommer dansende ind, tæt fulgt af en gruppe kvinder i røde sarier, overbroderet med små spejle. Vi er i Indien, hvor det kakofoniske lydniveau er imponerende; ”chants” og trommedans foregår samtidig!

       

      Herefter følger alle de gamle brudepar i procession, enkelte i kørestole. Nogle har været gift i 50-60-70 år (dengang var der flere barnebrude end nu). Det er en stor dag for alle. For nogle ender det med at blive den største dag i deres liv.

      Både mænd og kvinder har et farvet eller gyldent diadem i panden, mændene en tung ”blomsterkrans” om halsen, og alle har de det nye tøj på, de fik overrakt i går. Mændene hvide dhotier, kvinderne røde ”guld”-indvævede silkesarier. Alle de bedagede ”brude” fik desuden i går overrakt diamant-øreringe samt ankelsmykker og tå-ringe af sølv. Ved hvert eneste bord sidder en studerende fra Anantapur iført pink sari, de unge kvinder hjælper de gamle par med alle de ritualer, der derpå følger. Dr. Pavan fra Australien går som sædvanligt rundt og filmer, og mange andre fotografer har en travl dag. Balkonen i East Prasanthi-bygningen er sort af mennesker, som fra 1. parket følger med i alt, hvad der foregår på tempelpladsen.

       

      Det helt usædvanlige i det fortsat ekstremt kaste- og klassedelte indiske samfund er, at alle brudepar hèr behandles ens og får samme ”bryllupsgaver”, om de så er højkaste brahminere eller lavkaste sudraer, om de er atomfysikere, overlæger, dhobier (vaskemænd) eller house-maids, hinduer eller muslimer (dem er der relativt mange af i Puttaparthi, de har to moskeer, og muezzinens kalden høres også i ashramen fem gange om dagen). For Sai Baba er der kun én kaste, nemlig menneskeheden. Her gælder alle religioners enhed. Det er dybt betagende. På et tidspunkt triller tårerne lige så stille ned ad mine kinder, og flere gange må jeg synke en klump i halsen. Alle stråler. Her er en fantastisk stemning. Sikken fest! Det er en historisk dag. Hele atmosfæren er fyldt med guddommelig kærlighed. Jeg har siden fået at vide, at Swami dagen før talte med de studerende fra Anantapur College om deres opgaver som ”brudepiger”; han sagde ordret, at han den næste dag ville bringe himmeriget ned på jorden. Og det gjorde han! 

       

      Sai Babas faste oversætter, Anil Kumar, er ved mikrofonen og leder slagets gang på telegu og engelsk. Swami – rask og stærk, skønt fysisk svag – skubbes i kørestol række op og række ned mellem bordene. Han følges af en halv snes mænd, nogle med sølvbakker med smykkeæsker med ”mangala sutras”, som er traditionelle bryllups-halskæder i guld. Swami overrækker personligt en til hver brud. Det er et meget stort øjeblik i disse menneskers liv. Mange har aldrig før været så tæt på Sai Baba. Hver ægtemand hænger smykket om sin kones hals. Mændene overrækkes hver en ring, og hver en brud og brudgom får et armbåndsur af guld. Alle er overvældede.

       

      For inderne er et bryllup en alvorlig ting, man bliver kun gift èn gang i livet (sådan var det i hvert fald indtil den store exodus til Vesten begyndte at ændre den gamle kultur). En datters bryllupsfest med 100-1.000 gæster i 2-3 dage og gaver til alle gæsterne kan gældsætte et forældrepar i årevis. Hér er Swami alles mor og far, alles søn og datter, Han er vært ved det åndelige bryllup. Vi hører Anil Kumar sige, at alle brudeparrene bliver hundrede år (forhåbentlig i overført betydning!) Og han lover alle moksha, dvs. udfrielse fra rækken af genfødsler. Sikken gave!

       

      Og så forlader alle tempelpladsen for – som Anil Kumar udtrykker det - at være gæster ved en overdådig festbanket. Peter og jeg sprang dog over den fine frokost, da den fandt sted i den sydindiske kantine og køen af forventningsfulde mennesker var meget, meget lang – mændenes kø nåede helt ned til postkontoret (!) Alle ville spise på en gang, så de kunne være klar til at ”line op” til Sai Kulwant Hall til eftermiddagens klassiske koncert med en verdenskendt indisk sangerinde.

       

      I morgen er det hverdag igen; men i dag har ikke blot hovedpersonerne i den åndelige bryllupsfest, også alle vi andre, som var til stede ved formiddagens kærlighedsfulde højtidelighed, oplevet Himmeriget på Jorden.

       

      © SBOI - www.saibabaofindia.com

       

       


      Yahoo! for Good
      Click here to donate to the Hurricane Katrina relief effort.
    Your message has been successfully submitted and would be delivered to recipients shortly.